Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1952-09-16
Afsender
Carl-Henning Pedersen
Modtager
Else Alfelt
Dokumentindhold
Carl-Henning skriver fra Auribeau i Sydfrankrig, hvor han er ved at falde til efter sit ophold i Briol i Dolomitterne. Han beskriver livet på pensionatet med arbejdere, en amerikansk medgæst og de daglige måltider, og fortæller, at han arbejder flittigt med sit maleri.
Han sammenligner landskabet med Briol, som han stadig er stærkt betaget af, men understreger, at også Auribeau har sin egen skønhed. Arbejdsforholdene er dog vanskelige, da han maler på et loft, hvor vinden trænger ind gennem sprækkerne. En dag blæser en bøtte blå maling omkuld, hvilket både giver ekstra oprydningsarbejde og resulterer i et nyt maleri med en sort skikkelse på blå baggrund.
Carl-Henning reflekterer over sit kunstneriske arbejde og eksperimenterer blandt andet med at male på bagsiden af lærrederne.
I brevet beder han Else om at undersøge nogle praktiske forhold - bl.a. skal hun spørge
Egill Jacobsen om han havde problemer med at få værker ud af Frankrig. Han henviser til at Else Alfelt havde problemer med at få sine værker med ud af Rom efter hendes ophold der.
I brevet nævnes også Kunst for Varer, der var en særlig dansk bytteordning, oprettet under besættelsen. Her kunne kunstnere betale for varer og tjenesteydelser med kunstværker i stedet for penge. Ordningen fungerede ved, at kunstnere afleverede malerier, tegninger eller grafik til organisationen, som derefter blev anvendt som betaling til de virksomheder og handlende, der var tilsluttet systemet. Til gengæld kunne kunstnerne få adgang til dagligvarer, tøj, håndværksydelser, medicin, boligudstyr og andre nødvendigheder. For mange yngre kunstnere med begrænsede indtægter var det en vigtig økonomisk livline.
Carl-Henning skriver også at han planlægger udflugter i omegnen, blandt andet til Antibes, hvor Picasso-museet ligger.
Transskription
16/9-52
Jeg skriver også til Andreasen idag. Jeg glæder mig til gramofonpladen. Her er der radio når man spiser. Arbejdere der drikker rødvin og spiller kort. En amerikaner der også spiser her, og som sidder længe og tænker over noget - og så fortæller han mig
noget på et lavmælt amerikansk. Som jeg ikke forstår 1/10 af,
bare lige hvad det går ud på, og for ikke at være alt for uhøflig siger yes, yes til. Han gav likør i går aftes. Smagte godt. Fik I så fløjelsbukser til Kari?
Jeg ligger i en blød bred dobbeltseng. Så jeg kan næsten også ligge på tværs. Maden er god og rigelig, som M. Perens serverer. Om morgenen en stor skål
café-au-lait. Nå nu vil jeg gå op og male igen. Håber du får
malet meget. Jeg er mere spændt på den udstilling! Jeg
nåede jo ikke ind til Bror Bernild i Fredericiagade ved siden
af Kunst for Varer. Kan du ikke gå derind og spørge ham hvor-
ledes og hvordan. Om han beholder 2 billeder af mig, og
hvad jeg så har tilgode, og om han så vil fotografere for dig,
for det?
Aften: Det var fantastisk i Briol. Det falder man jo for lige med det samme. Men det er også smukt her. Man skal bare mere vænne sig til det. Jeg kan ikke ha' nogen smukkere udsigt end fra mit vindue. Den er ikke betagende, som den i Briol, men den har sin egen måde at være på.
Det har ikke været nemt at male oppe på loftet idag. Det suser ind igennem lemmene. Omtrent som på Skagen. Ikke mindre, tværtimod. Det Det kommer som vindkast. Lærrederne der hænger ned fra loftsbjælken bevæger sig som sejl i storm. Da jeg kom der op efter middag var en bøtte blå maling blæst omkuld, og farven flød ud over bordet og ned på gulvet, hen over
et lærred, jeg måtte male et blåt billede, med en sort skikkelse, og et større arbejde med at tørre op.
Sondag. Søndag.
Sidste Søndag sad jeg i Milano, og havde travet rundt hele dagen. I dag Auribeau. Jeg har malet op-pe på loftet. Heldigvis har det ikke blæst noget videre idag. Kun en del lige over middag, da jeg sad oppe på den lille plads ved kirken. Nu er jeg begyndt at male på bagsiden af lærredet. Om det skulle
være bedre. Billederne ser idet mindste mere mystiske ud.
En større forskel mellem lys og mørke. Meget romantiske bliver de på den måde. Nå, om ikke andet så kan jeg male på begge sider, bare så skal jeg se at få fat i noget mere linolie. Der var kommet nogle underlige buler i lindolietuben på vejen her ned.
Jeg skriver op hvor mange flasker rødvin jeg bestiller. Til i aften har jeg drukket 4 flasker, hvis jeg bliver ved på den måde i godt 2 måneder, bliver det over 50 flasker rødvin. Jeg får sat til livs. Og det bare ved at drikke rødvin til maden.
Fik Kari så en god fødselsdag hos Vipse?
Forstås hvordan de andre malere der har været i Frankrig, har fået billeder ud af Frankrig. Om der er nogen formalier, som med dine i Rom!! (Egill for eks.)
Når nu jeg har malet et stykke tid, så vil jeg nogen ture ud i omegnen, bl.a. til den Zigeunerby, og til Antibes, hvor Picasso museet ligger.
Nå men det er godt I få god mad og kaffe.
Uden mad og drikke duer helten ikke.
De kærligste hilsener og kys
jeres Henning

