Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1953-09-14
Afsender
Kari-Nina Pedersen, Carl-Henning Pedersen
Modtager
Else Alfelt
Dokumentindhold
Carl-Henning skriver til Else fra København og fortæller om hverdagen med Kari, kunstprojekter og aktuelle kunstudstillinger. Kari har fået fremkaldt sine fotografier og er stolt over, at alle optagelserne lykkedes. Carl-Henning sender nogle af billederne til Else, blandt andet portrætter af Kari og fotografier af Else fra deres rejse.
En stor del af brevet handler om Carl-Hennings nye interesse for mosaikker. Han har været på et stenhuggeri på Glentevej og købt en kurv marmorrester i forskellige farver. Han har også anskaffet en mosaikhammer og eksperimenterer med at hugge marmorstykker til mosaikarbejde. Han beskriver begejstret sine tekniske forsøg og planlægger at fremstille sin første mosaik ved hjælp af marmor, kalk, cement og marmorpulver. Han opfordrer samtidig Else til at købe en mosaikhammer i Italien, hvis hun finder en god og billig model.
Derudover fortæller han om flere kunstneriske og praktiske gøremål. Han har betalt husleje, skat og sygekasseregning, gennemgået sine malerier og forsynet dem med titler og årstal. Han har besøgt en Picasso-litografiudstilling hos Fischer & Krarup, som han ikke bryder sig om, mens han er mere begejstret for en udstilling af Kobitzsch. Han nævner også udstillinger af Eckhardt hos Birch og omtaler nyheden om, at Thommesen har solgt fire skulpturer på Martsudstillingen.
Brevet afsluttes med kommentarer til nogle fotografier af Else, som Kari har taget, og med spørgsmål om, hvordan vejret var på hendes fødselsdag. Han sender hilsner til Mogensen og "de tre piger" i Briol.
Transskription
Mandag d. 14-9-53
Kære Else - Briol
Kari har i eftermiddag været inde efter sine fotografier.
Hun er så stolt over sit apparat – at alle 16 duede. Vi sender de to med af hende som Inder og som Lap. Er hun ikke sød på dem. Det vi tog af dig inde i kupeen er også meget fint. Da jeg kom hjem i eftermiddags var ungen væk. Jeg kunne ikke forstå at hun var taget ind efter sine fotografier uden at tage sit Nr og penge med, der lå til hende. Men så kom hun hjem noget efter – og havde været i søndermarken med en pige der hedder Annie, og som bor inde i baggården. Hos hende er hun oppe og lege nu – og skal komme tilbage kl. halv ni. Jeg var ude på et stenhuggeri i eftermiddags på Glentevej. For 1 kr. fik jeg en hel kurv marmorresten med hjem. I farverne, hvidt, brunt, rødbrunt, gråt og nogle andre slags sten. De havde en meget stor bunke marmorrester, som de solgte til et stenhuggeri, Norden ude i Omøgade, der knuste det til marmorpulver. Så der skal jeg ud i morgen og ha noget. Så var jeg nede og købe en hammer, en meget let og god Mosaikhammer, som også kan bruges til meget andet. Den kostede 5,50. Så har jeg hugget sten til nu, en stor bunke, det går som ingenting, da jeg først fandt fidussen. Først prøvede jeg at hugge sten på et stykke træ. Jeg tænkte, det går aldrig, jeg kunne næsten ikke hugge stenen over, jeg må alligevel ha den marmor-hammer, jeg først havde købt. Der skal mange kræfter til at hugge sten, jeg må ha en tung hammer. Men så fandt jeg på at tage skomagerlæsten. Og nu går det som at hugge bolscher til. Underlaget man hugger på, skal bare være hårdt, så springer stenen over, ved et lille tilpas slag. Det hvide marmor virker som hugger man i hugget sukker. Så nu leger jeg med alle bidderne og er ved at lave en mosaik, ved at lægge dem på en masonitplade, så jeg kan kende farverne – andet en det jo heller ikke der sker – når jeg nu lave pudsen- jeg skal lige knuse min mursten jeg har derinde, den vejer nok 1 kg og så 2 kg marmorpulver, og 2 kg. Kalk, og 2 kg cement – og så vand. Så laver jeg den første mosaik – nok i morgen.
Jeg var til middag over og betale husleje – betale 3 måneder skat for 16 kr. og den sygekasseregning for 11 kr. og så var jeg inde og se en meget berømmet Picassolitografi udstilling i Fischer og Krarup – noget værre møg – og så en Kobitzsch udstilling hos Bruges mange meget smukke.
Vi var ikke hos Leif i lørdags – Han skrev og bad os komme næste – Han havde glemt en aftale. Jeg har til formiddag givet alle mine billeder navn og årstal – været hele bunken igennem.
Det er en skam du ikke kan se alt mit marmor jeg har her på bænken – og min mosaikhammer. Men kan du få en i Italien – som er helt rigtig – og den ikke koster noget videre – så kan du lige så godt købe den. Men det var en anden mand der var og eksp. I Istedg. i dag. Han sagde at en sådan hammer og kile, det kunne de sagtens lave.
Man mærker her skal være valg nu. Fra i går Søndags er alle gader fulde af plakater. Stem på a – B – C – D og K – alt efter smag og behag.
Eckhardt har udstilling hos Birch . Jeg syntes ikke så god – men alligevel er der nogle stykker, meget gode. Martsudstillingen sluttede i går. Pol. meddelte i lørdags at Thommesen havde solgt 4 skulpturer.
Jeg ved ikke om du skal tænke på at det hvide i mosaikken skal være, som det hvide marmor jeg har her – og som jeg altså kan købe her. Det er alm hvidt marmor. Du ser meget betænkelig ud da Kari fotograferede dig ved lokomotivet – til gengæld er du et stort smil da du står inde i kupeen. Det er også meget fint det hvor du sidder herhjemme, med blomster foran og mit billede som baggrund.
Var vejret fint på din fødselsdag?
Hils Mogensen og de tre piger
Og kys fra dine
Kari og Henning


