Menu

Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv

1959-10-29

Dokumentindhold

Else takker for Carl-Hennings brev, som har beroliget hende omkring tilstanden af deres atelier i Bovbjerg. Hun er blevet mere optimistisk og mener nu, at husets problemer primært handler om økonomi og nødvendige forbedringer, ikke om grundlæggende mangler ved selve bygningen. Hun kommer med en række konkrete forslag til renoveringen. Hun er optaget af, at indretningen skal være både praktisk og æstetisk vellykket.

Else understreger flere gange, at hun er glad for, at Carl-Henning holder fast i planerne om huset.

På kunstområdet fortæller Else, at hun under et besøg på Louisiana-udstillingen "Documenta" følte sig noget pessimistisk omkring samtidens kunst og derfor ikke havde lyst til at tale meget nogen. Hun nævner, at Knud W. Jensen fortalte, at han havde modtaget et brev fra Carl-Henning. Else har sørget for, at Carl-Hennings rytterbillede bliver transporteret til Louisiana, og hun arbejder også med at få billeder sendt til en udstilling i Odense.
Om sin egen arbejdsproces med mosaikken til Rungsted Kommuneskole, beskriver hun det arbejdet som en "mosaik med forhindringer", fordi der hele tiden opstår praktiske udfordringer.

Senere samme dag fortæller hun, at hun har brugt mange timer på at undersøge forskellige kakkelovne til huset i Bovbjerg.

Brevet giver også et fint indblik i Else's daglige liv og helbred. Hun føler sig utilpas efter en tur med sporvognen og skriver, at hun troede, hun havde alle mulige sygdomme, men at det blev lidt bedre efter nogle snapse. Samtidig beklager hun, at hun ikke har fået tid til at arbejde videre på sin mosaik.

Brevet afsluttes varmt og kærligt med længselsfulde hilsner fra både Else og Kari.

Transskription

Torsdag morgen, Ved kaffen – Kari er gået for en halv time siden –
Min kæreste, jeg skynder mig at takke for dit Brev, som trøster mig – det med kakkelovnen er altså ikke så indviklet, altså skorstenen mener jeg – så vil jeg vandre ud i Byen i Eftermiddag og se på kakkelovne –
Spørg mureren hvad et klinkegulv vil koste, den øverste ende hen forbi kakkelovnen, til Træet i Gulvet som vi beholder – Når mureren er færdig er der jo ikke noget i Vejen mere, så kan Tømreren jo godt begynde –
Jeg synes også stedet er storslået, men var lidt nervøs for Huset – men det lader til kun at være et spørgsmål om Penge – at få det godt, også indendørs – men det med Brædderne på langs, vandret er smukkest – vi gør en Dyd ud af Nødvendigheden, fremhæver det lave i Rummet – det kan blive et utrolig smukt Rum – med klinker i Halvdelen, må gerne lægges over cementen, et lille trin op altså klinkens Tykkelse, der vil alligevel ikke blive så lavt som nu – til loftet. Jeg var så pessimistisk på Louisiana, over kunsten i Dag, Så jeg talte ikke så meget med nogen. Knud W. Jensen sagde, jeg har fået Brev fra Carl-Henning – ikke andet. Jeg har bedt vognmanden om at bringe rytterbilledet op til Louisiana – og har skrevet til KW. Jensen Louisiana, at det kommer. Jeg skulle se at få de Billeder til Odense hen på den frie – det er en mosaik med Forhindringer, nu vil jeg gå ind og skrabe rent, og se om jeg har ro til at lave en omgang mørtel – Eller om jeg skal ordne Billeder og Kakkelovn først, så bliver det svært at nå mere i Dag – Nå nu går jeg ind og skraber –
Igen mange kys vores Dreng –
Jeg er glad du holder ved Huset
Kys – Kys nu din Else

Hvis mere end det underste på Taget skal fornys, jeg mener kan det ikke klares med Lapper – så spørg hvad Eternit Tag vil koste –
Er Skorstenen også kikket efter i det lille værelse og hvad med en Rist sådan at varmen kan gå ind fra stuen til det – Når han alligevel ordner det nederste, murerne, ved væggen indtil.

Stadig Torsdag d. 29. okt. 59
Kære Skat, jeg har så været ude at se på Kakkelovne, leveringstiden for den Ovn jeg taler om er 8 á 10 Dage, hvis den findes på Lager. Jeg sender den med som Kari og Jeg finder smukkest af dem jeg har set, hele dagen har jeg brugt, men Billederne har jeg også afleveret, der holdt en Folkevogn nede på Holdepladsen, så tænkte jeg, det er mest praktisk og gik i gang. Ved samme lejlighed tog jeg Kakkelovnene, her er resultatet – men Risten må i væggen ind til Karis stue, for el. er der for meget varme i den – Og manden siger at man med kraftig Fyring med koks kan tørre en løbesod ud –
Oliefyr er ikke godt egnet til vort Formål – Jeg har ikke nået at skrabe min mosaik endnu. Jeg troede jeg havde alle mulige sygdomme i Eftermiddags da jeg kørte hjem med sporvognen, men nu efter mange snapse er det lidt bedre –
Med hensyn til klinker i Stuen kan de også være pur pur, altså meget mørke. Kakkelovnens emalje er grå-blå. Selvfølgelige er det også den dyreste af dem alle, vi har valgt.
Tak for alle Kyssene, vi trænger til dem
Dine Else og Kari pige

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Brevet er dateret

København
Bovbjerg, Bovlund
Knud W. Jensen

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.