Menu

Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv

1952-10-21

Afsender

Else Alfelt

Dokumentindhold

Else skriver til Carl-Henning fra København, mens han opholder sig i Auribeau, og fortæller om sine egne kunstneriske forberedelser og familiens hverdag. Hun er i fuld gang med at planlægge en større udstilling og arbejder intenst på både værker, katalog og indramning.
Hun har netop grunderet en række krydsfinérplader og glæder sig til at få arbejdsro, når Kari rejser på besøg hos Vips og Lasse. Else gør status over udstillingen og regner foreløbig med omkring 39 oliemalerier og 60 akvareller, heriblandt nyere værker som Svovlbjergene, Sicilien og Universum, som hun vurderer hører til blandt hendes bedste nye billeder. Hun omtaler også en gruppe værker, hun kalder "Skabelsesbilleder", kendetegnet ved store sole eller måner.

Praktisk er hun optaget af katalogudformning, indramning og økonomi. Mogensen hjælper med at indramme billederne og har brugt flere aftener på arbejdet. Else spørger Carl-Henning til antallet af kataloger og invitationer, der bør trykkes.

Hun viderebringer også nyt fra kunstmiljøet. Egill Jacobsen mener, at Carl-Henning sandsynligvis kan få sine billeder hjem fra Frankrig uden større problemer, og foreslår eventuelt kontakt til den danske konsul eller Wamberg i Paris.

Fra Den Frie Udstilling fortæller Else, at Jeppe Vontillius foreslås som medlem, Svend Wiig Hansen som gæst, og at Knud Agger er indstillet til et legat.

Der er desuden nyt fra venner og bekendte: Valentin har været på besøg og sender hilsner, ligesom Else giver Carl-Henning oplysninger om området omkring Tanneron, som Valentin mener, han bør udforske nærmere.

Hun nævner også forskellige bidrag til familiens økonomi fra Møller Mikkelsen, Erik Andresen og Alice Mogensen.

Brevet afsluttes med omtale af en takkeskivelse fra Statens Museum for Kunst, underskrevet af Jørn Rubow, for den gave Carl-Henning tidligere har skænket museet. Der må her være tale om den akvarel fra Norge som Else Alfelt i et tidligere brev skriver at hun har givet SMK i Carl-Hennings fravær.

Transskription

(Aurebeau tilføjet med CHP’s skrift)

Kære søde Henning, Jeg skynder mig at skrive at du ikke forgæves skal vente på Brev, Jeg fik dit Brev i Går Eftm. Tak for det, Kari var lige kommet ind af Døren, og da vi kom til at du sad ved Eftm. Kaffe som vi drak mens vi læste videre / Jeg havde lig malet 8 Krydsfinerer over – 2 gang, de er dejlige at se på fuldstændig nye og ubrugte, jeg glæder mig til at komme i gang med dem Lørdag Eftmdag – så rejser Kari op til Vips og Lasse og jeg har en hel Uge for mig selv, da skal de males på / Kari er lige gået i Skole og jeg sidder og spiser Kærnemælksuppe, Rest fra middag i Går, så skal jeg ud at vaske op og så i Gang med at skrive Katalognumre – for skal jeg have et må det vist i gang en af Dagene / Jeg har foreløbig 33 Oliebilleder, deraf 16 fra i År som alle er spændende, 6 fra Ravello de 4 aldrig vist, 3 fra 50 – de to aldrig vist 8 fra 49 deraf to ikke vist før / Men der bliver vel lidt flere fra i År – Efter du er rejst har jeg lavet bl.a. 2 der er rykket ind til de gode / Svovlbjergene Sicilien / og Universum / Det sidste har jeg under Gruppen jeg kalder / skalvelsesbilleder, alle de med den store sol el måne der er foreløbig 7 i den gruppe –
Jeg har købt lister 100 m foreløbig, det var dyrt 63,80 Kr og der er kun til 19 Billeder af standardstørrelsen, men for mere end 35 Kr til skal jeg sikkert ikke bruge / Mogensen kommer i Morgen Aften og begynder at ramme ind, Han sagde forleden han var her, nå hvornår skal jeg begynde, mon det ikke snart er Tiden / Med Akvarellerne regner jeg med 60 stk. det bliver c. 100 Katalognumre i alt det er vel tilpas? Selvfølgelig tager jeg flere Ting med derud / Har talt med Egill, han har aldrig haft vrøvl med sine Billeder fra Frankrig, men han siger det måske fordi han selv har haft dem med igennem Toldene /
Han siger du kan tale med den danske konsul, jeg synes han sagde der var en i Cannes, el måske skrive til Wamberg i Paris og høre han har jo med kulturanliggender at gøre – Men han har som sagt klaret sig uden, og vis skrivelsen fra Akademiet som bevis for han var Maleren –
I går kom der Brev fra ”den frie” til Generalforsamling, de foreslår Jeppe Vorsilius som medlem og billedhuggeren Svend Wiig Hansen som Gæst /
Og Legatudvalget har indstillet Knud Agger til Legatet / andre Forslag kan indsendes til Kontoret, inden 8 Dage fra Dato d. 15 er brevet fra. Generalforsamling er den 31 Oktober på Forretningsførerens Kontor, Vallentin var her i Går Aftes, han troede du var kommet hjem, men nu fik jeg hans Adr og skulle hilse dig og Mosjø Perent fra ham / her er den Lysholmsvej 4, Avedøre pr. Glostrup
Han skriver måske til dig om det men hvis ikke, fortæller jeg dig at de fleste der går tur til Tanneron – når ikke længere end til Byen, men længere fremme cirka 2 km ligger Kirken og er det egentlige – var du der?
Regnskabet
Møller Mikkelsen, Erik A, og Alice Mogensen har sendt i denne Måned – og i sidste kom Erik med Pengene det ved du vist /
Jeg vil prøve at ringe til Dam der var noget med en Mand på Skagen som vilde købe en lille Ting af dig, men det er nu længe siden – og han har ikke været hjemme når jeg ringede –
Om jeg lader Katalog trykke som Indbydelser, hvor mange mener du bør sendes ud – og lidt må jeg vel have i Overskud, altså hvor mange bør trykkes? Fredag – nu fortsætter jeg, sidder ved Morgenkaffen, har lige fået kort fra Vipse, hun skal have Gæster og de skal have Haresteg – en som jeg selv har fanget skriver hun / Det bliver underholdende at høre hende fortælle nærmere om det /
Fra Kunst- musæet er der nu til Morgen kommet en Takkeskrivelse til dig for Gaven, underskrevet Jørn Rubow
Jeg skulde hen at låne Støvsugeren nu men gider ikke rigtigt / Kari er gået i gang med et Brev til dig, så nu må jeg vente til hun kommer fra Skole og får skrevet færdigt / Tirsdag d. 21 / du kan nok ikke forstå du ikke får Brev men jeg har haft så travlt med det Katalog – jeg har jo ingen Forstand på sådan noget, nu skal jeg ned at ringe el går måske direkte til Trykkeren – håber det kan nå at blive færdigt / Du har fået et Katalog, med Autografer af dine svenske Kunstnärskammerater, skriver de sig det er en strålende oplevelse, at have dine Billeder imellem sig, skriver de – Mogensen rammede i går Aftes 10 Billeder ind, i forvejen havde han ordnet ti og nu er der en sidste Rest som han ordner i næste Uge, han rammer dem meget smukt ind, og jeg skulde hilse dig når jeg skrev – Han var kasseret helt på Efterårsudstillingen – det er lidt uretfærdigt synes jeg / om du andre to har jeg endnu intet hørt /Jeg har fået det til 39 Oliebilleder og 60 Akvareller –
Men nu går jeg, og medsender som en lille hilsen fra Kari-pigen hendes meget smukke begyndelse på Brevet, Nu kærlige Hilsener og Kys / Jeg kunde godt tænke mig at du snart var her – Kari er jo hos Vips Din Else

På hovedet i brevet er skrevet som henvisning til stjernen ved årstallet:

Karakterbogen Kari er begyndt at skrive om er fyldt med 6 taller. Jeg skal købe 50 m lister til. Jeg har lige lånt en meget intressant Bog om Havet af Mogensen

Fakta

PDF
Brev

Brevet er en del af den korrespondance mellem Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen, mens han opholder sig i Italien og Frankrig 1952.
Else skriver på brevet over flere dage og på et tidspunkt noterer hun at datoen er d. 21. oktober.

København, Danmark
Frankrig, Auribeau

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.