Menu

Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv

1954-01-15

Afsender

Vibeke Alfelt

Dokumentindhold

Vipse skriver til Else, Henning og Kari fra Tibirke efter en længere periode uden kontakt. Hun fortæller, at hun og Lars har ventet på penge, men nu har fået den glædelige besked, at Lars er blevet tildelt et legat på 750 kr. fra Den Hjelmstierne-Rosencronske Stiftelse. Legatet gør det muligt for dem snart at besøge familien og se Carl-Hennings aktuelle udstilling på Den Frie.

Brevet giver også et indblik i familiens hverdag. Vipse er gravid og venter besøg af jordemoderen. Lars og Vipse har begge haft tandproblemer og har måtte tage til tandlæge i Helsinge. Samtidig glæder de sig til en tur til København.

Brevet slutter med varme hilsner, lykønskninger med det nye år og håbet om snart at ses.

Transskription

15/1 54
Tibirke

Kære Else Henning og Kari.
Jeg vil lige skrive et lille brev, det er så længe siden i har hørt fra os, vi har ventet og ventet på de penge, for at vi så kunne komme en tur ind til jer, tak for indbydelsen, vi kommer en af dagene for i går kom der et brev hvor der blev tildelt Lars 750 Kr. fra det Hjelmstjæne Rosenkroneske et eller andet, så vi ville få tilsendt pengene inden længe
vi glæder os til at se udstillingen af Henning, - Kl er 12 nu og jeg venter hende Jordmoderen, hun skal komme og så på mig og spørge hvordan man har det, Karen er på besøg, hun kom og overraskede os i går, og jeg fik en lille fin hvid trøje til barnet, med lange ærmer, (lille tegning af trøjen) som hun selv har strikket og et par små hvide vanter, - Lars og jeg fik ondt i vore tænder i Julen, så forleden dag tog vi os sammen og cyklede afsted mod Helsinge, men da vi kom ned ved Klindt syntes vi det var alt for koldt at cykle så vi stillede vore cykler der, og gik til Helsinge ind til Tandlægen – vi fik begge boret lidt og så skulle vi komme igen den 27. i denne måned, det var en vældig flink tandlæge så vi er slet ikke bange for at skulle der ind igen, vi glæder os til at komme en tur ind, og vi vil også i biografen denne gang for det har vi sådan en lyst til vi har jo ikke
været i biografen meget længe, Tjeck halter, jeg tro han løber for stærkt og så glider han på isen, vi har kun haft meget lidt sne, det har ligget et par timer og så smeltet igen, nu vil jeg slutte for denne gang, og på gensyn en dag hvilken ved vi ikke men det vare vist ikke så længe, nu mange
Kærlige hilsner og kys
fra jeres Vipse.

også mange Hilsner fra
Lars siger han, og held og lykke i dette nye år.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Datering er påskrevet brevet med Carl-Henning Pedersens håndskrift.

Tibirke
København

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.