Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1950-08-29
Afsender
Else Alfelt, Kari-Nina Pedersen, Carl-Henning Pedersen
Modtager
Vibeke Alfelt
Dokumentindhold
Brev til datteren Vibeke Alfelt afsendt fra Vejby, hvor de har indlogeret sig. I brevet får vi fortalt at de under opholdet har besøgt Ejler Bille, Egill Jacobsen og Erik Thommesen. Og en af dagene skal de besøge Jørgen Nash.
Transskription
Tirsdag d. 29 Aug
Vejby 1950
Kære Vipsebarn – Tak for dit Brev. Vi har ikke kunnet sende Syklen, da vi stadigt bor herude paa Landet, og heller ikke Skoene af samme Grund. Vi har lejet Huset har til og med den 11 Sept. /
Hvornaar kommer du hjem
Du har jo snart været 3 Uger borte? – den 5 Sept. Skal én af os ind til Kbhn saa hvis du kommer, snart maa vi have Besked at vi kan tage Faders Seng med herud, i Øjeblikket er der kun 3 Senge-pladser –
Vi har været henne og besøge Bille og Egill og Thommesen
Husk Billetten gæller kun en Maaned –
I gaar kom der kørende en der fløjtede, vi troede begge to det var dig – vi længes efter dig, kan du forstaa.
Vi bader hver Dag / En af Dagene skal vi besøge Nach, og ud at finde Svampe i Skoven hvor han bor. Huset her vi bor i har to Værelser, Køkken med elektriske Kogeplader – og en fliseterrasse / Her er elektrisk Lys og Vand indlagt og Vask med udløb – saa det hele er nemt –
Det har regnet meget nu til Morgen, men det klare op nu, Henning skal til Vejby og købe ind saa kan han tage Brevet med til dig – Hav det nu godt og hils alle på Gaarden –
og Hilsen til dig fra dine Mennesker Else, Henning og Kari -

