Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1959-10-27
Afsender
Carl-Henning Pedersen
Modtager
Else Alfelt, Kari-Nina Pedersen
Dokumentindhold
Henning skriver fra sit ophold i parrets atelier i Bovbjerg. Han beskriver fascinationen af stormvejret ved havet og giver efterfølgende en detaljeret status på reparationerne af huset i Bovbjerg. Han glæder sig over husets placering i det barske landskab og ser frem til, at det kan bruges året rundt.
Derudover kommenterer han på materiale, han har modtaget om Documenta-udstillingen, som Else netop har set på Louisiana. Han takker for en lille hilsen ("guds fodspor") og bemærker, at Documenta virker noget "afdød". Han skriver lidt humoristisk, at Else sikkert savner "barokpalæet indbombet med entartet kunst", som er en reference til Dokumentaudstillingn i det krigshærgede Kassel og til nazisternes begreb Entartete Kunst (degenereret kunst). Han fortæller også, at han forgæves har forsøgt at læse nogle tyske artikler og foredrag om udstillingen, men hurtigt giver op, fordi de enten er for vanskelige eller bevæger sig over i emner, der ikke interesserer ham.
Brevet afsluttes med varme og kærlige hilsner til hustruen og datteren samt refleksioner over de mange aftener, hvor de har sagt godnat til hinanden.
Transskription
Kroen – Tirsdag aften – 27. okt. 59
Elskede – for et vejr det har været i dag. – Det mest storslåede hav. – Storm og regn. – Jeg lader som ingenting og står inde og maler – og går engang imellem ud og ser naturen udfolde sig. Noget bedre sted kunne vi altså ikke lægge et hus. Tænk at kunne træde ud af det lille faldefærdige bagskurs dør – nu vinden som i dag er sydvendt – og stå i læ der – og se havet, se de vældige rullende bølger slå om. – I middags kom Rimstad med murermesteren og så på det ømme punkt i huset – stedet omkring kakkelovnen. – se for det første skulle skorstenen renses for sod – hvad den er fuld af – fugtig sod – dernæst cementeres i bunden – dernæst det fugtige sted i væggen udhugges – og asfalteres – og mures op igen – det ville murermesteren se og så tid og gøre i næste uge. Han ville få nøglen hos tømreren – som jeg giver besked om det. Som Rimstad sagde – ville det så være bedst at få sat den nye kakkelovn op ved samme lejlighed a murermestren. – Jeg sagde at min kone skulle bestemme hvad for en kakkelovn der skal være – så nu må du min kære kone, gå ind til et firma der handler med den slags ting og se på en ovn. Og så sige at den skal leveres gennem en butik i Lemvig til murermester Villy Pedersen, Møllegaardsvej 9, Lemvig – så tager han den med ud til Bovlund og sætter den op. Rimstad siger at det er de samme kakkelovne de forhandler over hele landet – Murermestren sagde i øvrigt at den høje kakkelovn var ulovlig – den skal være 25 cm. fra loftet.
Det regner også ned et sted oppe ved skorstenen – siler ned – vi må håbe at den tømrer snart får gjort noget ved det tag.
- Som jeg gik fra huset her i aften – snakkede jeg lidt med den fyrassistent Nielsen – som du havde underholdt dig med sidst du var på fyret. – Han stod i læ af huset sammen med en lille datter – han havde bemærket at jeg havde fået revet det grimme læstakit ned – Ja skolelæreren vil jo sælge sit sommerhus – det har han villet længe. Men han er alt for dyr med det. 3000 kr. Ja det pynter jo ikke – jo førstesalen havde læreren selv fået sat på – ja fyrmesterens sommerhus havde også været en tyskerbarak. – Jo murermesteren ville også sætte en skorstenspibe på – så det ikke kan regne ned i skorstenen – det vil jo være rart at få lavet huset – så vi også kan være der om vinteren. Fyrassistenten: Der har da boet mennesker i huset hele året lige til nu. Jeg: Så har de heller ikke forlangt så meget af et hus som en fyrassistent.
– Tak for den lille guds fodspor. Dokumenta – det ser meget afdødt ud. Else savner sikkert barokpalæet indbombet med entartet Kunst – Den første artikel i det tyske foredrag er vist for viderekomne i tysk – jeg opgav den hurtigt. Den anden artikel eller foredrag begyndte meget godt – men da den så gik over til sit emne grafik holdt jeg op – Jeg var lige ved at skrive lad os sige – verden interesserer mig ikke – da damen fra Peru – hvad kan hun have skrevet – Sagde Knud W.J. noget om at han havde fået sit grå – sagde han noget om det store? – Nå lige meget med ham.
Det er sandt – jeg har en del kys jeg skal have brugt nu – inden jeg lægger mig til at sove. Det stormer ikke så meget mere her til aften – Men hvor har det stormet i dag – Så vil jeg da kysse jer begge igen – til godnat mine kæreste. Så mange nætter vi har sagt godnat til hinanden. Godnat godnat – jeres Henning.



