Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1953-05-09
Afsender
Else Alfelt
Modtager
Carl-Henning Pedersen
Dokumentindhold
Brevet fra Else Alfelt der netop er kommet hjem efter ophold i Grønhøj hos familinen; Carl-Henning Pedersen og Kari-Nina Pedersen.
Else fortæller, at hun er ankommet sent om natten til København. Hun oplever byen og huset som koldere og mindre behageligt end opholdet i Grønhøj, men bemærker, at Vibeke (Vips) og Lars (Lasse) har ryddet op og gjort pænt.
Hun arbejder intenst med nogle skitser og udkast til Rungsted-mosaikken. Dagen efter skal hun mødes med arkitekt Steen Eiler Rasmussen i Rungsted for at vælge hvilken af hendes skitser der skal blive til skolens vægudsmykning.
Hun har også været i kontakt med direktøren for Statens Museum for Kunst, Jørn Rubow, som fortsat ønsker at købe et bestemt maleri af hende.
Else har besøgt Kunstforeningen, hvor hun mødte Jørgensen og fik udbetalt maj-penge, som skal videre til Henning. Hun omtaler også økonomiske og praktiske forberedelser til en studierejse til Stockholm, herunder veksling af svenske kroner, vandrehjemsreservation og vandrekort.
Under en togrejse mødte hun Dam, som sendte hilsner. Hun håber også at møde Mogensen og overvejer senere at besøge Marinus og Gerda.
Else nævner, at hvis Vibeke og Lars skulle blive gift, mens hun er i Sverige, må familien sende et telegram, så hun kan sende sine lykønskninger til brylluppet.
Brevet afsluttes med, at Else har færdiggjort sine udkast, går en aftentur for at slappe af og sender varme hilsner til Henning og Kari.
Transskription
Maj - Kbhn - 1953 (Årstal tilføjet med CHPs skrift)
Kære Henningmand og Karipige -
Ja, nu skal jeg have noget The, jeg har lige sat Vand over og købt lidt Kager, for Mad har jeg ikke nået at købe – og spist to Bananer som jeg købte i Ålborg i går –
Jeg kom hertil 20 min over tolv – Nat – men Huset var normalt – lige så frygteligt i mentaliteten som da vi forlod det – med undtagelse af at Vips og Lasse havde ryddet op og gjort pænt – Her er koldt – jeg synes mere koldt end hjemme hos jer – Om lidt skal jeg klistre Udkast på Karton – og Farver har jeg også købt så det blev tilsammen 36 Kr – men det skal jo til / I Morgen Søndag skal jeg til Rungsted, Steen Eiler Rasmussen henter mig ved Stationen – så vil jeg lige over for Væggen vælge hvilken jeg vil lave – har også ringet til Kontoret på Fondet og sagt jeg kommer Mandag Form. med Udkastene-
Har ringet til Rubow, han vil have det grønne med blå Virkning, det hænger over for ham på hans Kontor – Jeg sagde at hvis de andre var sære – så sagde han det var de – man han vilde nu have det Billede – så på et eller andet Tidspunkt skulde han nok få det – jeg giver mig ikke sagde han – Så har jeg været i Kunstforeningen og der mødte jeg Jørgensen, og fik Maj-pengene til dig, han sender de for Juni til Grønhøj – skal hilse mange Gange / Jeg er inviteret til Frokost efter hos Steen Eiler Rasmussen, og tager så bagefter ud til den frie håber så at træffe Mogensen der, var der i Dag men han kom ikke
Han har hævet Scheken, det gik fint og købt 100 sv Kr mere kunde jeg ikke få kontant, men nu køber jeg 50 sv. til på Mandag i en anden Bank.
I Lyntoget til Ålborg var Dam med til Randers så der sag jeg hyggeligt og snakkede, skulde hilse dig / Har også fået Vandrekortet i orden – der er åbent på Vandrehjemmet i Stockholm – men sender i en Hilsen så send til Post-restante Stockholm – jeg regner med at være der Fredag med – men sikkert længere det kommer an på hvor dyrt det bliver og hvor lærenem jeg er, jeg skal nemlig ikke rejse med Båd fra Gøteborg om Søndagen for da skal man have reserveret Billet i forvejen – Det med Hilsener mest for hvis Vips og Lasse skulle giftes inden jeg kommer – så må I sende Telegram / og jeg må da også sende Hilsen til Dagen / Rubow bad mig hilse Ravenna Mosaikkerne, de er meget dejlige sagde han – Nå nu har jeg drukket The og skal arbejde / Nu er jeg færdig – men de ser ikke så godt ud som oppe i Grønhøj – Karton’en er også for lille
Nu er kl 8 ¼ Aften og jeg går en lille Tur og slapper af – måske går jeg forbi Marinus og Gerda /
Og så kommer Brevet til jer afsted nu / Kærlige Hilsener og Kys hinanden fra jeres
Else –
Fakta
PDFDansk
Af brevet fremgår det at Else Alfelt netop er kommer hjem fra ophold hos familien i Grønhøj, hvor hun tog til efter ophold i Lysebu. Hun er nu hjemme i København inden den videre rejse til Stockholm.
Brevet er skrevet en lørdag og hun medsender et brev til Vibeke Alfelt og Lars Åkirke, i det tilfælde at de skulle blive gift inden hun når hjem fra Stockholm.
D. 3. maj er der sendt brev til Else Alfelt og familien i Grønhøj og nærværende brev må være skrevet en lørdag mellem d. 3. maj og d. 20. maj hvor Vibeke Alfelt og Lars Åkirke bliver gift.
Det er sandsynligvis skrevet lørdag d. 7. maj.
Frederik Dam
Steen Eiler Rasmussen
Ikke verificeret Mogensen
Gerda Kamma Rigstrup
Jørn Rubow
Lars Åkirke
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.

