Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1953-03-17
Afsender
Vibeke Alfelt
Modtager
Kari-Nina Pedersen, Carl-Henning Pedersen
Dokumentindhold
Vipse takker for den fine fødselsdagsgave til Lasse, som netop er modtaget. Dagen før har familien fået et postkort fra Else, der opholder sig i Bergen. Samtidig fortæller Vipse, at de er i gang med at lede efter hus, men endnu ikke har fundet noget passende.
Der berettes om en række dagligdags begivenheder: Vipse og Lars har sendt billeder til Herning i en kasse, som Lars selv har bygget af træ fra det lokale savværk. Om morgenen har en fiskehandler været forbi, og familien har købt seks røgede sild til én krone og netop spist dem.
Brevet indeholder også en invitation til Kari og Henning om at komme på besøg den kommende lørdag. De er meget velkomne til at overnatte, hvis de medbringer sengetøj til den ene af dem, da familien kun har ekstra sengetøj til én gæst.
Til sidst fortæller Vipse, at familien også skal skrive til Else og takke for hendes kort, og at Lars skal skrive fødselsdagsbrev til sin tvillingebror, da de har fødselsdag samme dag. Som en sidste nyhed nævnes, at Lars har modtaget et brev fra Scharff, som skriver, at han en dag gerne vil komme på besøg.
Transskription
Vejby den 17/3 1953.
Kære Kari og Henning.
Tak for den fine fødselsdagsgave til Lasse; vi fik den i dag. Onsdag. I går fik vi Kort fra Bergen fra Else; vi var også ude og lede efter hus, i går; men fandt ikke noget i går men vi finder jo nok noget; i går sendte vi billeder til Herning; i en flot kasse Lars af nogle små bræder vi fik nede på savværket; i dag her til morgen kom der fiskehandler; vi købte 6. røgede sild for 1. Kr. så vi har lige spist dem; - kan i huske at jeg skrev det om min Tand; at den skulle trækkes ud; det er den ikke blevet; for da jeg ringede ind til Tandlægeskolen, og jeg fik at vide at jeg godt måtte få den trukket ud i Helsinge; gik tandpinen væk og jeg har ikke mærket spor til den siden - ! nå vi har også tænkt os om i vil her op på Lørdag og besøge os; for så er i velkomne; og i kan jo bliver her om natten; bare i tager sengetøj med til den ene; for vi har til een; nå nu vil jeg slutte; det blev bare et lille brev; vi skal også skrive til Else og sige tak for kortet vi fik og Lars skal skrive fødselsdagsbrev til sin bror; for de er jo tvillinger; og har så fødselsdag samme dag; men kom nu hvis i har lyst; det kunne være sjovt, hvis i ikke kan nå at skrive om i kommer eller ej, så er vi hjemme; hele Lørdagen; - nu mange Kærlige Hilsner, jeres
Vipse
NB/Lars har fået et fint brev fra Scharff om at han en dag vil besøge os
Fakta
PDFDansk
Datoen er påskrevet brevet
William Scharff
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.

