1948-07-29

Hornafirdi, Island, Torsdag 29. Juli 48

Kære Else Vipse og Kari!

Det var lidt underligt at I rejste. Men det var sikkert den eneste maade vi kunde klare det paa. Der er intet sket – saa jeg har ingen penge faaet. Svavar prøvede den mand der var interesseret i ”kløften” – men det gik ikke. Heller ikke Købmanden som Gestur kom med – har ladet høre fra sig. Jeg laante 100 Kr af Svavar, dagen efter I var rejst – og han har saa foruden betalt billetten på Hekla og maden der ombord. Jeg er jo lidt nervøs for hvordan det skal gaa her. Jeg har derfor heller ikke faaet sendt svar til Struckmann. Naar jeg ikke aner om jeg har penge til rejsen – er det jo sin sag at love at ordne udstillingen. Men nu maa jeg jo se hvordan det gaar.
Jeg haaber at I kom godt hjem. Og jeg haaber at det bliver til noget med at I kommer en tur over til Bornholm. Det er ingen grund til at spekulere paa det med skolen. Har I været i forbindelse med Jens? Og havde han nogle penge?
Jeg fik ellers ordnet saa nogenlunde i Classons hus. Jeg fik syet sengene og Vasket gulvene – lagt de 27 kr ind i æsken – alle billederne blev kørt ind i havnehuset – jeg købte 3 kg melis og stillede op ved siden af huggesukkeret. Søndag aften kom Gestur og hans kone og ham han en dag havde med – med hans kone – og de havde noget dejlig kirsebærlikør med – saa vi havde det meget hyggeligt inden jeg rejste.
Selve rejsen hertil Hornafj gik meget ligetil. Skibet Hekla sejlede meget hurtigt. Vi havde en dejlig køje på 2. klasse. Desværre laa der saa meget taage inde over land – saa det blev ikke saa meget med at se. Der var ogsaa temmelig store bølger – saa vi gyngede en hel del. Asta var noget søsyg. Men jeg var oppe paa dækket hele Mandagen og nød det. Vi lagde ind til Vestmannaøerne – hvor der gik folk i land – og nye kom paa. Det vil sige – skibet kom ikke ind i havnen – det lagde sig til anker i læ af øen – og saa kom der en fiskerbaad ud. I saa vel ogsaa øerne – for I maa jo ha passe-ret dem paa omtrent samme tidspunkt som vi om fredagen – eller maaske lidt senere. Vi var der ved 8. tiden om morgenen – og startede fra Reykjavik kl. 11 om aftenen.
Naa – Mandag aften kl 9. skulde vi være ved Hornafj. Men vi sejlede lige forbi. Skibet kunde ikke gaa ind i fjorden paa grund af for store bølger. Og inde paa land ville de ikke ha noget med at sende en fiskerbaad ud paa søen – saa vi kunne komme ind med den. Der var sikkert ogsaa nogen risiko ved at komme ombord i en saadan lille baad ude i de store bølger. – saa jeg tænkte at det ærlig talt var meget rart at vi sejlede videre til et roligere sted. Omtrent 100 km. maatte vi sejle nordligere - og til alt held laa der en lille parketbaad – herdue breid – som var forsinket – og til den var der telegraferet saa den ventede paa os. Kl. 2 om natten kom vi over i den – først ned i en fiskerbaad – der var ingen havn der – men ret roligt vand – vi kom ned i en kahyt nede i bunden af parketbaaden. Der var mægtig varmt – og Asta blev søsyg igen med det samme. Vi var sammen-stuvede dernede. Til at begynde med sad jeg paa en stol og lagde hovedet ned paa armene paa bordet og forsøgte at sove. Men jeg kurede ustanselig frem og tilbage paa bordet. Det var ikke til at holde ud. Saa rejste jeg mig – og Svavar spurgte om jeg lev søsyg. – Men det var jeg nu ikke. – og svingede over til en krog i kahytten hvor der laa en rygsæk. Op ad den faldt jeg saa i søvn. – og vaagnede først ved halvottetiden da vi var kommet til hornafj. Vi laa en halvtimes tid uden for indsejlingen og ventede paa lods. Vi gyngede op og ned. Inde paa fjorden kom vi saa over i en fiskerbaad og saa endelig i land. Svavars bror, lægen – stod og tog imod os – og saa hjem til hans forældre og drikke stort kaffebord.
Hos Svavar har jeg saa boet nu i nogle dage – og har faaet et værelse. Hans far er mægtig sød – en rar gamling – der arbejder nede i brugsen. Moderen er meget reserveret – men det er hun sikkert over for alle fremmede. I det mindste har jeg faaet god mad i nogle dage. I dag har vi faaet laksør-red som Svavar og jeg var ude og fange paa fjorden i Gaar. Vi havde net med og satte – og holdt saa øje med om nogle af korkpropperne bevægede sig – saa var der gaaet en laks i garnet – og Svavar var mægtig gesvindt til at faa fat i den. Vi fangede 16 - saa det var ikke daarligt.
I Gaar var vi ogsaa henne hos brugsforeningsbestyreren og saa paa de værelse han havde lovet at vi maatte bo i. Det er meget primitivt, men jeg tror at jeg flytter derhen paa Mandag. Det er en ret stor stue med en masse trækøjer. Det bruges om Vinteren, naar der i havnen kommer mange fi-skerbaade - og fisker derfra.
Men Omegnen her er dejlig lige saa dejlig som vi har hørt det beskrive. Selve fjorden med det grønne land omkring og ude omkring igen – alle bjærgene. Til den ene side – mod vest – de store jøkler – som man ser skærer sig gennem bjærgene ned mod Fjorden, helt til venstre – det højeste bjærg paa Island – men det syner nu noget mindre end de andre bjærge heromkring – fordi det er længere borte.

Den første dag vi var her spadserede jeg en tur ad landevejen et stykke ind over det grønne land. Og da var solen fremme – efter at det havde været graavejr i flere dage. I gaar – da vi var ude paa fjorden var det taage – og man kunde ikke se ret langt. Her høres ret kraftig brænding – havet der støder mod de lange smalle landtanger – eller sandtanger der ligger foran hele den brede fjord.
Nu haaber jeg at jeg faar anledning til at komme nogle ture ind i bjærgene – i det mindste vil jeg selv foretage nogen.
Lige nu efter kaffen snakkede jeg med Svavar om den Udstilling i Reykjavik. Men han gav mig ikke noget rigtig raad om hvad jeg skulde gøre.
Ha´ det nu godt til vi ses – og jeg haaber at I har Penge – mange kærlige hilsner fra jeres Henning