1948-08-18

Hornafirdi Island 18-8-48

Kære Else Kari og Vipse
I dag har vi været paa høstarbejde. Alle beboerne her har et tun udenfor byen. Svavars far har bl.a. et der hedder Sølvernæs – og der var vi. Vi rev og sled og bandt høet tilsidst i store baller – bundet med et særligt tov. Svavar og jeg ordnede det – og vi skulde ordentlig lægge kræfterne i. Og Asta var hjemme om eftermiddagen og hente kaffe – som vi drak med udsyn ud over de dejlige bjærge og jøkler. Og solen skinnede – saa det var en dejlig dag. Svavars far gav mig højtideligt haanden efter aftensmaden – og sagde tak for arbejdet.
Saa jeg har det dejligt her. Hver dag gaar jeg derhen og spiser. Om morgenen ved 9. tiden kaffe og kager – Kl 12. middagsmad og Kl. 7 aftensmad. Saa det er jo flot. Jeg boede jo derhenne den første ugestid – og flyttede saa herhen – et slags havnehus – en lang bygning med rotter på loftet. Men jeg har en dejlig udsigt ud over fjorden – og lige neden for, havnen med kajen hvor motorfiske-baadene ligger til saa naar jeg sidder og tegner om dagen - kan jeg følge alt hvad de laver. Der er særlig een baad som er dygtig, ”Gissur hviti”. Den har hver gang nogle mægtige hajer med hjem. Den første gang troede jeg det var en slags mindre hvaler. Jeg var ikke klar over at hajer saa saadan ud. Det er nogle farlige dyr – og kæmpestore. De skærer dem saa ud i lange strimler – som lange stykker karbonade og det skal saa senere – ifølge Svavar – ligge i 3 uger i sand – og derefter tørre i 1 år. Jeg har mere lyst til at spise det nu – for det er lækkert hvidt at se paa. Den første aften jeg var her – var jeg nu ikke meget stolt. Svavar og jeg havde været hernede om dagen – og der var rottelord over det hele – og rottehuller. Vi satte træ for alle hullerne og om aftenen laante jeg en kat af en dansk skrædder som bor her. Det var meget hyggeligt at ha katten med ind i den mørke stue. Her er ingen el. lys endnu - førend i september – saa jeg var meget lydhør over for om der var rotter i stuen. Jeg turde næsten ikke lægge mig til at sove. Jeg havde en forestilling om, at de her rotter ville komme og bide eller bare vise sig, saa det krøb ustanseligt ned ad ryggen på mig. Jeg laa der i køjen og tænkte – det er nogle fantastiske rotter – sikken et spektakel de kan lave. Efterhaanden lurede jeg alligevel paa om ikke katten var skyld i en del af spektaklet. Men hver gang jeg saa den – saa sad den musestille. Jeg sov ikke den nat af bare skræk. Til sidst stod jeg op – det var ved 4. tiden og da var det blevet nogenlunde lyst – og lukkede katten ud – og satte mig til at læse. Men en del af spektaklet har katten nu lavet. For saa slemt er det ikke mere. Tværtimod synes jeg efterhaanden at det er meget hyggeligt med de rotter paa loftet. De springer saa sødt af sted. Men der er nu lagt gift ud for dem – og igen igaar kom Svavars bror – han er havnebestyrer og lagde små murstensrøde firkanter til dem – gift.

Ellers er her altsaa dejligt at være – bedre end i Reykjavik. Engang imellem er vi ude at fiske. I søndags var vi paa baad – over til en ø – en dejlig ø ude i fjorden – som svavars far ogsaa har – han har en 40 faar, som bor derude om vinteren. Men nu gaar de inde i bjærgene. Ja, vi var en 50 Km borte paa en tur – ude over bjærgene – og der sagde Svarvar - søgte altid 2 af fårene hen om foraaret. Saa det er en ordentlig klattretur de faar.
I tre dage var vi paa telttur – det var mange her fra byen – og vi tog derud samlet i biler. Svavar og jeg og en anden mand sad bag på bagagebilen, og alle de andre inde i en stor kasse med bænke – paa den anden bil. Vi kørte op ad en bjærgvæg – vejen var hugget ind i væggen – lige op på skraa. Det var en farlig vej. Faktisk den skrappeste vej jeg har været ude paa. Saa kørte vi over bjærgene – omtrent over til Stafafell - og der slog vi lejr ved nogle elve. Vi rejste vore to telte oppe på en bjergskraaning. Svavar og Asta og Svavars far og jeg. Saa der lavede vi mad og klattrede op paa højderne og nød livet i 3 dage.
Om søndagen var der sportskunkurrance mellem de 2 sogne – ikke særlig spændende, men sjovt at se de mange mennesker der var kommet sammen der. Om aftenen var der bal i forsamlingshuset med musik og harmonika – og det var een som spillede mægtig fin – og de sødeste melodier – og alle dansende sang hele tiden med. Saa var vi i et par på jeep – inde i bunden paa en dal. Krydsede ustanseligt over elven – der var inden vej. Det er meget sjovt at køre over elve paa den maade. Det gjorde vi ogsaa en dag – da Svavar og jeg laante hans broders bil – en lastbil og bilede de 30 Km – for saa langt er der alligevel til jøkeltungerne der kryber ned imellem bjærgene selv om de se ud til at ligge lige derover. Vi var helt oppe ved jøklen – men havde vist ikke rigtig mod til at betræde den. Saa vi klattrede i nogle bjærge ved siden – saa vi bedre fik syn ind over den. Jøklen er nu kønnest paa afstand, skinnede hvid i solskin – og som om den har kørt en kæmpevogn op ad den saa man ser et par hjulspor der gaar indover. Men det maa fremkomme ved at jøklen ustanseligt maser sig ned mod dalen. Dernede lignede den kæmpehvaler – der smeltede, sorte af sandet den fører med sig.
Fjorden er ogsaa grumset. Ikke til at se igennem og langt ud i havet farver jøklen vandet grumset eller hvidblaat.
En eftermiddag var vi med lægen – han skulde paa sygebesøg inde ved den anden jøkeltunge – Svinafell og saa kørte vi med. Manden derinde fra gaarden - hentede os inde i byen – og så kørte vi ud forbi de samme bjerge – men de er altid anderledes – store og majestætiske – og saa langt ind forbi - indtil vi blev standset af den største af elvene. Der stod en af mandens sønner og ventede med heste. For den elv var for dyb for bilen. Han havde ellers kørt dristigt over de andre elve – selvom de var rivende – men han kendte dem. Og saa op paa hest - der var tre heste - og saa efter manden ud i det rivende. Svavar havde laant nogle mægtige fiskerstøvler – helt op saa han kunne sagtens. Jeg maatte tage benene næsten op paa ryggen af hesten for ikke at blive vaad.
Der var nogle øjeblikke, hvor jeg troede at strømmen tog hestene. De gik paa en underlig maade sidelæns – og gik samtidig frem, ført af strømmen. Men bunde kunde de nu. Og saa var vi over noget efter. Svavar og jeg laante saa de to af hestene og red ind over. Det var virkelig sjovt at ride på de smaa heste. Det var også det som Svavar var mest ked af da I rejste. Han sagde næsten helt tragisk – da baaden var gaaet ”og saa fik Vipse ikke redet”. Men uden penge kunde vi ikke være her – nu gaar det - i det mindste for øjeblikket – fordi jeg spiser derhenne – det kunne vi ikke ha´ gjort allesammen. Men jeg haaber at I nu alligevel har det godt derhjemme.
Til Struckmann har jeg skrevet at jeg saa rejser til Reyk. i slutningen af maaneden – det vil sige om en halv snes dage - omkring den 27. august. - og ordner den danske afdeling. Jeg har faaet brev fra ham igen med masser af taksigelse for den store tjeneste men nordisk kunst havde nu ingen midler til at sende nogen til island. Og hvis jeg havde nogle ekstra udgifter – skulde jeg efter regning faa dem refunderede i Købn. Og jeg skulde hilse den islandske præsident fra ham – naar præsidenten aabnede udstillingen – naar nu faar vi se. Programmet lyder ellers i store tæk - med ferniseringsfest paa Hotel Borg (festtøj) og mandag - tirs og onsd ture til Thingvalla og med frokost og middag der paa hotellet med Kulturministeren som vært - han har ingen forstand paa kultur siger Svavar og saa er der tur om tirsdagen til Geisir og Gullfoss indbudt af Reyk. Byraad – med ophold og frokost i Hankedalen og middag et andet sted. Saa måske det blive meget sjovt den uge. Men saa er det meningen, at skulptur og grafik skal ha’ fernisering den 23 sept. Saa nu er jeg meget spændt paa hvordan det er med baaden. For jeg kan jo ikke risikere at gaa der i Reyk. en maaned eller mere – og saa først komme hjem engang i Oktober. Saa maaske maa jeg arrangere nogen med den skulptur inden Grafik, dansk, kommer der ikke. Og saa skal jeg ogsaa se at faa Penge til baaden hjem. Og nu til rejsen til Reyk. Men der regner jeg med at kunne laane. Det er jo ikke saa dyrt. Saa saadan set skulde jeg ikke komme i nogen nævneværdig gæld til Svavar.
Hvordan gaar det jer? Jeg har ikke faaet noget brev fra jer endnu. I lovede ellers at sende mig et saa snart I kom hjem – saa jeg var klar over at I var kommet godt hjem. Og hvordan gaar det med pengene – og rejser I til Bornholm. Men nu er jeg kommet i tanker om – at I maaske har sendt brev til Reyk. Jeg naaede nemlig ikke at faa omadresseret – for Hekla gik søndag aften – og Svavar havde først sagt - at den gik Mandag. Saa maaske ligger der brev fra jer der. Men husk at jeg nu skulde være der igen fra den 27.
Fik du gjort noget ved de billeder der skulle til Haag. Fandt du ”Morgensolen. Fik du lavet om i kataloget hos Fuldmægtig Kock i Undervisningsministeriet. Hans telefonnr staar under Undervisningsminiseriet. Og prisen for det er det samme som for det andet 1800. har jeg sat det til.
Naar nu haaber jeg at høre fra jer. Maaske faar jeg et brev med flyveren der kommer – jeg vil jo gerne høre fra jer.
de kærligste hilsner til jer alle tre
Jeres henning.