Else Alfelt and Carl-Henning Pedersen's archive
1948-03-16
Sender
Else Alfelt, Kari-Nina Pedersen
Recipient
Vibeke Alfelt , Carl-Henning Pedersen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Tirsdag d 16. (1948)
Kære Henning og Vipse, Ja nu er vi i Flatdal, Her er fint, men for min smag alt for bebygget. Og Fjellet kan jeg vist ikke komme til, øverst / Men vi tager de Dage vi kan faa her – jeg trænger til Ferie, blev godt nervøs af at rende rundt i Oslo – Og ingen videre traf jeg – jo jeg var paa en Fest hos Sigurd Winge, men gik næsten med det samme jeg kunde ikke holde ud at være der / Jeg var ved Bordet blevet anbragt ved Siden af en ung Idiot en Maler som hed Tore Haaland, en rigtig Kværulant, mærkværdigvis har jeg truffet ham før (men havde glemt det) også til en Fest hvor han var med og hvor jeg gik, Det var hos Ortvad, engang du var bortrejst, Jeg kan ikke holde Folk med mindreværds-fornemmelser ud, ofr det er vel en grund til den Slags Menneskers kværulantiske Indstilling.
Jeg ved ikke om Malerne er sig selv nok – her – i modsætning til sidst jeg var her, men i alt Fald maatte jeg anstrenge mig kolosalt for at faa bare en lille Forbindelse med nogen. Jeg følte mig kolosal overflødig og da jeg ikke kunne arbejde helt unyttig / Men jeg boede hos nogen søde mennesker, de hørte jo bare ikke til det Miljø, hvor jeg gerne vilde have nogen Tilknytning /
Jeg tror Malerne lider af en vis Form for Misundelse – Det jeg ikke kan lide ved jer, siger Winge, er at i er ortodokse / jeg er ikke abstrakt, siger han om sig selv, naar han præsenterede mig som ”en af de kætteriske abstrakte Malere”/
Hele Kredsen der er vist ogsaa meget fornærmede over at vi indbød Rolf Nesch, sidste Aar, de finder han er forbi, og mener i øvrigt det samme om ham som os – saa udfra det forstaar de ikke vores Indbydelse til Nesch men føler sig sikkert forbigaaet /
Vi har ikke oplevet stort, alt har været værre end hverdagsagtigt / Jo jeg var i ”norske Teateret” og saa Per Gynt, oversat til Landsmaal og med Sæveruds Musik, det var stærkt meget mere realistisk, men i visse Scener, som Galehuset for naturalistisk spillet, men alligevel en forbedring af Stykket, Intet forstod jeg af Sproget, men jeg kender jo Teksten, saa jeg fulgte godt med –
Jeg er ked af at jeg ikke traf Kaj Fjell men jeg ringede flere Gange, saa jeg formoder han er rejst /
Jeg har lige siddet og gjort Regnskab 16,50 Kr om Dagen skal vi give her, 11 for mig og 5½ for Kari / det er lidt dyrt, for her er ingen Varme, jeg sidder og skriver her og her er koldt, jeg kunde sætte mit ned i Salonen men jeg kan bedre lide at være ene –
Jeg maa se at faa dem lært til at jeg skal have Varme paa værelset saa jeg kan arbejde –
Men endnu er det jo kun første Dag Men efter Regnskabet 10 % iberegnet kan jeg kun blive her til 8 April og da rejse om Morgenen herfra, og saa fra Oslo med Sovevogn om aftenen med Ankomst til Kbhn d. 9 April Morgen – dette er foreløbig, først maa vi have Sovevognsbillet /
Jeg er saa langt borte fra alt og ligesom for usmidig i Tankegang til at skrive Brevene til Amsterdam, Belgien o.s.v., kan du ikke gøre det? Det er både sundt og usundt at drage bort fra det vante – Jeg kan endnu ikke lide det, men det hjælper vel naar jeg kommer i gang med at male,
Alle Glassene kom hele hertil og nu er Spørgsmaalet om de naar ligesaa hele hjem, for jeg naar ikke selv at tage ind og Pakke dem. Jeg synes stadig der ingen særlig Interesse er for dem / De tre nye Billeder var helt gale, men jeg fik lavet en pæn Ophængning med 7 Billeder, og det er godt jeg har dem med, for de fleste opfatter vist det meste som løse Skitser / Jeg sender to meget ”forstaaelsesfulde” Kritiker med, du behøver ikke klistre dem ind, jeg haaber at faa dem fra et Buroe med Dato ved, har i alt Fald bestilt /
Det er i alt Fald godt du har Plads nu til at male – lidt mere end ellers, har du da / den forbandede Pladsmangel, ja bare vi kunde faa det Hus du skrev om, jeg har hørt Tale om en Sagfører Petri som skal være saa flink til at ordne med Laan og finde Udvej – han staar vist i Telefonbogen.
Kan du ikke høre om det Atelier. . . Har du hørt om Huset her i Norge, dansk, norsk Forening, hvordan og hvorledes og hvilke Betingelser – Jeg længes hjem og vilde helst rejse i Morgen, men hvad hjælper det, der er jo ingen Plads til at bestille noget for to/
Kari kommer ikke til at staa meget paa Ski, for al Sneen smelter hvis det trøster dig Vipseunge, Vi var ude at gaa lidt til begge Sider i Dag, men Damen kan ikke lide at bruge sine Ben, Hun har her en Trolle og har bestemt hun vil male naar jeg maler for ellers faar jeg ikke gjort det siger hun / Nu mange kys fra os begge til jer begge jeres Else og Kari





