Menu

Else Alfelt and Carl-Henning Pedersen's archive

1952-10-30

Document content

Awaiting summary

Transcription

Torsdag 30. Oktober. 1952

Kære Kari Vipse og Else

Det var et flot brev. Tre breve i et. Tillykke til Vipse fordi hun har fået antaget. Kedeligt bare at det ikke er nogen god udstilling i år. Jeg tror Elses katalog bliver udmærket. Næ, der er ingen grund til at sætte priser i det, når det samtidig bliver brugt som indbydelse. Dem kan du ha´ slået op derinde, i nogle maskinskrevne – eller håndskrevne eksemplarer – lige som jeg havde på Eventyres malerier. Når hun er så streng hende Frk. Salomonsen med pengene. Jeg mumlede ellers noget om til hende, - at resten kunde vente til udstillingen. Når så skylder vi ikke dem. Men vil det så sige, at hvis du ikke får andre penge – så kan du ikke købe billet til mig – og sende ned?? Jeg havde ellers tænkt, at du godt snart kunne ha købt en billet til mig, der gjaldt i 2 måneder, for jeg er jo hjemme inden den tid, en billet, Cannes, Paris – København. Og på den kunne jeg så ha sendt mine billeder fra Cannes – og så ville jeg ha været en 14. dages tid i Paris – hvis ellers mine penge slog til så langt. Jeg har set på priserne hernede – inde i Cannes. Madpriserne er meget dyrere end i Danmark. Æg, ca. 50 øre. Smør ca. 8 kr. og alle andre priser svarer til. Så i betragtning af det, bor jeg ikke dyrt her. Karis søde lange brev! 4. Sider! Det var imponerende! Tak for Lappigebogmærket!
I går eftermiddags synes jeg der skulle ske noget – og tog med bussen ind til Cannes. Jeg var i en biograf og så Othello af Shakespeare – med Orson Welles, som den sorte Doge af Venedig. Det mest spændende ved den var lydeffekterne – ellers var den ikke god, når man ikke forstår sproget de taler, selv om man nok kan følge handlingen. Ude på havet lå hele den amerikanske flåde – så der var et leben i byen af amerikanske marinesoldater. Men der er dog et gammelt Cannes også, der ligger op af en klippe – med en smuk kirke øverst – og resten af en borg. Heroppefra var det meget smukt at se ud over havet, med sigmatiserende krydsere, hangarskibe. Måneskin, Tordenskyer inde over bjergene. Jeg læste i dag til form. i avisen her, et interwiev med Chagall. Han havde været ude at rejse, Italien, Grækenland, og nævner en del af de samme steder vi var. Geneve, Delphi, Athen, Pompei, Neapel, Rom. Luften og lyset i Grækenland, Grækenland som endnu er Europa, men også Orienten. Han var vendt tilbage til sin villa i Venice.
Mine billeder er blevet røde nu. Frygtelige. Jeg tror ikke at jeg får nogen billeder ud af denne tur – men det at jeg har malt her – har vel også sin værdi – måske for noget senere jeg laver. Men det er meget sjovt at male her – når bare jeg ikke går for meget op i det – så jeg er lige ved at gå ud af mit gode skind, fordi de er så dumme. Men sålænge jeg maler, er der jo et lille håb. Kys til jer alle tre og mange kærlige hilsner - jeres Henning.

Facts

PDF
Letter

Dansk

Auribeau, Sydfrankrig
Danmark

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.