Menu

Else Alfelt and Carl-Henning Pedersen's archive

1952-09-22

Recipient

Else Alfelt

Document content

Awaiting summary

Transcription

lørdag den 22 September 1951.
Kæreste Else. Tak for kortet idag. Går det nu og hundefryser deroppe? Jeg har nu talt med Birch, således at du skal udstille Lørdag d. 20 Okt. og 14 dage frem - og jeg udstiller bagefter. I Tirsdags aften var jeg ovre til Constants fernisering i Oplysningsalen i Bianco Lunos Allé. Det er en vidunderlig sal - bare kom der ingen mennesker til ferniseringen. Fru Johansen og jeg og så et par stykker til - det var det hele. Udstillingen var ikke dårlig - på sin vis meget inspirerende. Bagefter var vi henne og drikke en øl på en restaurant ved Vesterport. Om Tirsdagen var jeg så oppe i Asserbo for at se på huset. Jeg vil ikke påstå at det er helt ideelt men det er da et bondehus. Det som ikke er så godt er selve beliggenheden, midt imellem en hel masse andre huse, men det kan man måske se bort fra når man bor der og kan færdes i plantagen. Og så er jeg også bange for at det ikke rigtig kan fyres op, der er kun en lille brændeovn, men hende fru Dahl påstod at huset var så lunt at der ikke skulle meget til at lune det op. I onsdags fik jeg flyttet alle mine billeder ude fra den frie og ind på loftet i Kunst for V, på nær de 10 store, der endnu står derin-de. Tage Andersen sagde jo han ville ha' det ene - Himlens Trompeter, så nu må jeg ringe ind til ham og få rigtig besked, så jeg ved samme lejlighed han får det ordnet. Møbelhandler Larsen var så derude på den frie, og han tog et billede fra i år, til 1200 kr., så nu kan vi få møbler for pengene. Jeg sagde vi kom ind til ham når du kom hjem.
Ark. Mogensen, du ved ham med Eckersberg medaljen og brugsforeningsmøblerne tog ved samme lejlighed også et billede til 1200 kr. på afbetaling, og jeg fik med det samme 50 kr.
Møller Mikkelsen har købt Inferno for 1000 kr. på afbetaling og begynder at afbetale til den første.
En ark. Koppel var i forgårs sammen med sin kone oppe på loftet i Kunst for V. De lånte foreløbig 3 billeder og køber antagelig et lille til 300.
I Onsdags var jeg om eftermiddagen hos fru Johansen, hvor Egill og hans kone Eva var. De var kom-met hjem dagen i forvejen.
Jeg skulle hilse dig når jeg skrev.
Nu er Vipse i eftermiddag ude hos Merete. I Onsdags var hun alene hos din far - og var med dem i biografen om aftenen.
Kari var inviteret ud til fødselsdag hos en pige der hedder Vivi i Holte. Det var ude og sejle med fade-rens motorbåd.
I morgen Søndag skal Kari også til fødselsdag hos en af sine skolekammerater fra 2 til 5 i Vanløse.
Vipse har fået den blå bog tilbage og jeg måtte af med 38 kr.
Vipse har idag betalt hele sin skat. Jeg gav hende 35 kr., så nu skylder jeg hende ikke mere på hesten.
Jeg står også i fødselsdagsrubrikken i Politiken i dag – så det må de jo tage fra den blå bog. Kari la-ver lige nu borg i pap. ”Et svin, kan den måske også blive” siger hun til sig selv. Der er en eller anden der skal have dyrene. ”En hest har jeg ikke råd til” siger hun.
Jeg lærer af Rimbaud ”En tid i helvede”. I da åbner i Kunstforeningen en udstilling af Rostrup Boyesen i anledning af at han bliver 70 år. Jeg maler lidt forskelligt på nogle billeder – Og har fået de 20 lærreder hjem fra den frie som jeg vil vende – ”Hvor mange horn i hver rede” siger Kari. ”to eller tre ellers bliver de fyldt”. ”Hanen hvor skal vi gøre af ham?” Hun har 12 horn i det hele, af forskellig slags. Kari og jeg skal ha hornfisk iaften igen. Vipse har købt en stor hornfisk. Hun spiser jo ude hos Merete. Og jeg har stoppet min sweater hele formiddagen. I øvrigt har jeg allerede taget hul på conjakken til stor forargelse for begge unger.
Jeg var også i aftes i biografen og så Bette Davis og Charles Boyer i Alt dette og Himlen med. En ikke særlig god film – så havde jeg ondt i halsen – og tænkte nu skal jeg til at ligge i sengen – så da jeg kom hjem tog jeg hul på flasken – og blev lidt fuld – så i dag er det næsten væk. I går brugte vi den film vi havde liggende og tog 8. billeder af os her i stuen – Vipse med sin hvide hest og Kari med sine børn på skødet. Jeg har fået et brev fra Ortvad – om jeg ikke kunne tage to billeder med for ham til Belgien, hvis jeg rejser derned. Jeg har svaret ham at jeg ikke ved om jeg skal derned – så det bedste ville være om at han sendte dem derned som ekspres. Herhjemme har det været regnvejr nu i for-middags og solskin nu i eftermiddag. Jeg har tage de krydsfiner du havde stående ude på den frie herhjem, pånær det store ”Spidser der rækker mod himlen” som er sat op i K.f.V.

Igennem K.f.V. er jeg ved og ordne en forsikring for brand, tyveri og vandskade for de billeder der står derinde. Jeg har snakket med forsikringsmanden og han har beset billederne på loftet. Og så har jeg betalt kontingent for os begge i K.f.V. 12 kr. Vipse fik idag brev fra politiet om at hvis hun ikke mødte op på skattekontoret så ville politiet hente hende derop. Det var hun meget optaget af, så derfor måtte hun over og betale skatten idag.
Søndag
Kære Else - så må jeg skrive med pennen som du skal få et kys for når jeg ser dig. Ungerne har i form. Været over hos din far og gerda med Karis ønskeseddel – og de havde en stor cigar med hjem – som jeg sidder og ryger på nu. Kari er lige taget afsted til sin skolekammerats fødselsdag og Vipse er kørt på sin cykel ud til Erling. Vi har lige spist frokost som Vipse havde smurt. Og jeg vil nu lave mig en kop kaffe til cigaren. Og så skal jeg bagefter ud efter rationeringsmærker. – Så nu har jeg fået lavet kaffe – så nu tror jeg også jeg skal have cognakken frem.
Til eftermiddag har jeg skrevet ordlyden til indbydelseskort til vores udstilling. På min kommer der til at stå: De indbydes til at se min udstilling af ”græske og italienske akvareller – fra en rejse til syden”.

Hende kvindemennesket hos Birch mente det var en for poetisk titel til en udstilling.
Det gør ikke noget, synes jeg.
Skal du ikke ha' en titel på din udstilling? Jeg syntes det virker så bart, med bare Akvareludstilling.
Men nu de kærligste hilsner til dig og mange kys fra dine unger og Henning.

Mentioned works

Carl-Henning Pedersens malerier "Himlens Trompeter" og "Inferno".
Else Alfelts maleri "Spidser der rækker mod himlen".

Facts

PDF
Letter
København
Italien

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1