1952-06-10

Kære Else og Kari Mandag 6-10-52
I går Søndag var jeg på en smuk tur op langs den lille flod, Siagne. Grønt, grønt er der. Ikke alle steder er vinen plukket endnu. Der hænger endnu røde drueklaser ned fra de små vinstokke. På steder gror der nogen høje bambuslignende siv. Der er nogle træer, med jordbærlignende frugter. Blot endnu rødere. Men det er vist ikke nogen der kan spises. Ligeledes er her nogen tomattræer. Frugterne ligner til at begynde med grønne æbler, men når de er modne, søde tomater. Når man går op langs floden, er det som man forlader al civilisation. Til at begynde med er der en jordvej, efterhånden kun en sti, så steder hvor de har fællet al trævækst for at dyrke op – og så videre af næsten ufremkommelige stier.
Jeg er ved min eftermiddags kaffe. Mine gule mennesker hænger deroppe på rad og række og ser udeltagende ud. Det ender med at de bliver grønne træer, når de ser sådan ud. Mr. Parent var der oppe i formiddags sammen med sin søn. Han har vist planer om at lave loftet om til værelser. De tog i loftsbjælkerne, som er fuldstændig møre, gad vide hvor mange hundrede år, sådan nogle svære bjælker er, og nu virker de, som et kraftigt blæsevejr kunne gøre dem til det støv som endnu holdes sammen. De så på billederne, og han sagde, jamen det er jo en dronning. Og lidt efter fuld af mistro – sælger De noget af det. Set med hans øjne, er det også skrubskørt. Men der er det med at sælge det, som er et fast punkt. Han sagde i morges til mig. De snakker ikke meget. For munden går på de her mennesker, dagen lang. De snakker og snakker.
Bjærgene er meget smukke nu, de ligger i en dis. Solen er allerede væk fra min høj, og skinner kun på de andre derover. Det er stille. Engang imellem jager jeg en bi ud, som flyver ind af vinduet. Jeg glemmer ikke det værelse jeg havde i Verona . Det var fuld af myg, som jeg sloges hele natten med. Jeg slog myg ihjel, så væggene drev af blod. Uden at kunne få ram på dem alle. Jeg gad vide hvad de har tænkt, der gjorde rent efter mig. Blodpletter rundt på væggene. Mit blod som myggene havde stukket sig til. Nu forstår jeg bedre hvorfor de sprøjter med DDT. Her er jeg også på myggejagt. De første nætter havde jeg åbent. Men jeg blev hurtigt klogere. Men i en af ruderne er der er et hul. Det finder de ikke, tænkte jeg – men gu gør de så. Jeg vågner om natten, og kan ikke falde i søvn, de summer om hovedet og farer ned på een, som jagere. Nu har jeg sat en avis for hullet og går stuen grundigt igennem med en avis. Banker på alle møblerne, for at ikke nogen skal være gemt og komme frem til natten. Men der skal nok være nogen gemt. Nu får vi se.

Onsdag: I dag har jeg været her i 14 dage. Jeg har sagt til Parent at jeg vil betale for den tid der er gået, og han sagde at han ville skrive en regning til i aften. Så nu er jeg spændt på hvad jeg skal gi. Mine gule mennesker forsvinder, langsomt men sikkert. Og bliver til sørgmodige skikkelser i landskaber. Ellers sker her jo ikke så meget. Jeg snakkede i går aftes med en franskmand. Men det var meget dificile (difficile = besværligt.) Men jeg kunne da forstå at han havde en kone der kunne seks sprog. Også konerne oppe på kirkepladsen, skulle i dag ha at vide hvad jeg for een. Om jeg var Amerikaner. Den ene viste mig en kurv med tre bittesmå pindsvineunger, der spiste blå druer. Nå nu jeg har malt et stykke tid til, så vil jeg nogen lange ture ud. Først skal jeg til Grasse og hente penge og sandsynligvis købe linolie. Ligeledes har jeg tænkt at købe to stykker krydsfiner, så kan jeg ha lærrederne i dem, så jeg ikke behøver at rulle dem, og kan så sende dem med toget. Har du hørt nogen om hvordan de har fået billeder hjem fra frankrig? Nå om ikke andet må jeg kunne få det at vide i Cannes hos toldmanden der kunne tysk.

Torsdag: Nå jeg fik regningen. Den var som efter aftalen, 800 frc. om dagen +10%. For vinen giver jeg 90 frc. Så det er noget dyrere end i Italien. Så jeg bruger altså en 20 kr. om dagen. Ikke helt, men så går der noget til forskelligt. Men faktisk er det så samme pris som i Italien.

Søndag: Jeg tænkte der var et brev i går, men der var jo ikke nogen. Jeg var den dejligste tur op i Tanneron hele eftermiddagen, og kom først tilbage da det var helt mørkt. Jeg havde haft sanda-lerne på, så jeg var meget øm i fødderne. Deroppe oppe har man udsigt ud over den dejligste fjeldverden, foruden at man går mellem høje kastanietræer, hvor kastanierner hele tiden falder ned. Jeg prøvede at spise en, men kastanier er ikke sådan at spise. Dem må man være vant til. Jeg så på vejen det mærkeligste insekt jeg har set længe. Et levende stykke strå. Temmelig stor, med forben der gik ned fra hovedet, så faktisk lignede den et lille menneske, på fire høje stylter. Kroppen var lavet og så nøjagtigt ud som et stykke strå. Til hale, var strået spaltet op, så den fik en lille krølle på hale. Det var det mærkværdigste dyr. Oppe i byen Tanneron, er der nogle huse, en cafe, hvor jeg fik et glas rødvin, et mindesmærke med billeder af faldne i 1914-18 og 1 var faldet i 39-40.
Jeg har malt alle mine lærreder over nu. Så nu kommer den besværlige anden omgang. Desværre får jeg ikke farve nok, tror jeg. Men så må jeg i gang med akvarellerne igen. Nu vil jeg se hvad jeg kan købe i Grasse.
De kærligste hilsener og kys jeres Henning.
Håber at alt står vel til – at Else maler nogen gode billeder og at Kari har det godt og hilsen til Vipse og de andre når I ser dem.