Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1953-09-28
Afsender
Kari-Nina Pedersen, Carl-Henning Pedersen
Modtager
Else Alfelt
Dokumentindhold
Carl-Henning skriver til Else i Venedig.
Carl-Henning beretter om kunstlivet i København. Han har besøgt Asger Jorns udstilling og diskuteret både billederne og deres indramning med ham. Jorn fortæller, at han har solgt hele udstillingen til Galerie Birch og planlægger at flytte til Schweiz. Carl-Henning har også hørt Ejler Bille holde foredrag hos Kunstvennerne og besøgt Fru Johansen, som viste ham fotografier af sine værker.
Mosaikarbejdet fortsætter hjemme. Carl-Henning har modtaget prøver og prislister på mosaikmaterialer fra det italienske firma Ugo Dona & Figlio og sender oplysningerne videre til Else. Han arbejder desuden igen med kalkmaleri, mens mosaikkerne foreløbig er sat lidt på pause.
Brevet rummer også nyt fra kunstverdenen: Morten beklager i radioen, at han endnu ikke er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og vil derfor ikke udstille i Brasilien. Der er med stor sandsynlighed tale om Richard Mortensen, der udtaler at han ikke vil repræsentere Danmark på biennalen i Sãu Paulo, Brasilien. Carl-Henning fortæller også at Else Alfelt har fået en invitation om at udstille værker i Carlsbergs Funktionærers Kunstforening - en udstilling der skal vises på Glyptoteket.
Carl-Henning spørger nysgerrigt til Elses oplevelser i Venedig, hvad hun har set, hvor hun bor, og hvordan udsigten fra klokketårnet var.
Transskription
Mandag 28/9 53
Kære Else - Venezia
Kari har fået fødselsdagskortet fra dig i dag til morgen. Hun har sit tørklæde på i dag i skole – og er meget glad for det. I går aftes var vi i cirkus Belli i Tivoli. Der går ikke noget rigtigt teaterstykke nu. Men det var hun også meget glad for. Og lige nu, har jeg været over og købe to billetter til den Indiske Ram Gopal Ballet – som vi vil se på onsdag i A.B.C. teatret. I lørdags stod jeg ellers og havde ikke en skilling. Så tog jeg ud på Asgers udstilling – og der stod Karl H. som straks rykkede ud med 100 kr. – så det var heldigt. Asgers udstilling er meget pæn – men imbaleret i de frygtelige rammer – det sagde jeg til ham – så sagde han at han havde solgt alle billederne til Birch. Han spurgte om vi ikke ville ind i Spiralen – men jeg sagde at den var ikke god nok. Lørdag aften var vi inviteret til middag hos Erik A. og fik dejlig mad og rødvin og champagne – og Kari fik en femmer i fødselsdagsgave da vi gik lidt over tolv.
Vipse sendte Kari et søndagskort med fødselsdagshilsner.
Her begynder at blive koldt nu – og jeg har taget vinterundertøj på. Jeg malte kalkmaleri i går. Mosaikken vil jeg se på en anden dag igen. Vi fik i lørdags en prøve af mosaikken med prisliste, som var sendt til dig, med Ny Carlsbergfondet som adresse fra Ugo Dona og figlio. Jeg sender prislisten med til dig, for det tilfældes skyld at du ikke selv har fået en – hvad jeg nu regner med når du henvender dig på stedet. Der står jo også hvad fragten er i Italien pr. 100 kg. – og at priserne er lidt dyrere for køb under 3 kg. Men når du får dette brev, ved du nok en hel masse om det.
I lørdags hørte jeg Bille snakke på kunstvennerne. Det var meget godt. Bagefter gik jeg og Kari og Fru Johansen op til hende. Jeg så en hel masse fotografier hun har fået taget da billederne af hende var i Århus – det var meget fine fotografier. Asger ville efter udstillingen rejse til Schweiz og bosætte sig der, først for et år. Han har lejet et hus for 120 kr. om måneden. Der har været en diskussion i Radioen hvor Morten har beklaget sig over at han endnu ikke er repræsenteret på museet – og at han derfor ikke vil udstille i Brasilien.
Der sker med andre ord ikke så store ting her.
Bare det var mig der var med ude og rejse.
Mosaikkerne er klistret på et stykke karton – og ser strålende ud – vi kan hænge dem op på væggen og nedenunder har vi alle kortene.
Men her er nu koldt i dag. Jeg glæder mig til at vi skal se den indiske ballet. Hvordan var det at stå og se Venedig fra tårnet? Var det morsomt. Hvad har du set i Venedig af nyt? Hvor har du boet.
Du har fået en indbydelse til at udstille nogle billeder i Carlsberg funktionærernes Kunstforening på Carlsberg Museet og jeg skal give dem besked om hvilke billeder.
Ved du hvad jeg fik af Kari i fødselsdagsgave?
Fem store flotte cigarer – af de allerbedste – og en meget stor bøjle til at hænge mit fløjelstøj på.
Så jeg ryger store cigarer – og har endnu to – og vil ha mig en nu. Det er de flotteste cigarer jeg har fået i mit liv.
Nå – Jeg ville ha haft Kari til at skrive lidt men det bliver vist ikke denne gang. Så nu må du ha det godt søde Else og mange kys fra din Kari og Henning

