Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1946-10-08
Afsender
Else Alfelt
Modtager
Vibeke Alfelt , Kari-Nina Pedersen, Carl-Henning Pedersen
Dokumentindhold
Else skriver fra Stockholm, hvor hun midlertidigt bor hos kunstneren Volter Voxendal som hun har mødt på hendes rejse. Hun afventer at kunne bo hos Rikke, når denne er tilbage fra hospitalet. Hun har besøgt en fransk udstilling med værker af blandt andet Picasso, Léger, Braque, Miró, Klee og André Masson. Den udstilling der refereres til er ”Peintres de Paris”, der blev vist på Svensk-Franska Konstgalleriet i Stockholm oktober 1946. Hun føler, at hendes egen gruppe kunstnere står stærkt i sammenligning med nogle af de nye kunstnere, hun har set.
Hun fortæller om den varme afsked hun fik på Saxnäsgaarden, hvor værtsparret Folke og Emma Ricklund tog sig af hende. Her udvekslede hun også fotografier med en person ved navn Ivar An-dersson, som var i færd med at fotografere til en bog om såkaldt primitiv kunst. Denne person kan måske være den svenske historiker Ingvar Andersson. I Vilhelmina afleverede hun en akvarel til musikeren Ture Persson, som blev meget begejstret for den og gav hende en musikkomposition ved navn ”En Fjälvandring” som tak. De talte om fælles kunstneriske problemer og om moderne musik.
Hun maler akvareller hver dag og håber at bevare oplevelsen af fjeldenes storhed i sit arbejde inden en kommende udstilling.
Til sine børn fortæller hun om savnet af fjeldene, en oplevelse med bjørnespor i mosen, og lover en frakke til Vips. Hun sender kærlige hilsner og beder dem skrive til Rikkes adresse, hvis de vil svare, da hun kun er i Stockholm til den 15. (tirsdag d. 15. oktober 1946).
Transskription
(Stockholm Oktober 1946)
Kære Henning / Jeg er nu i Stokholm og bor hos Voxendal, en af Malerne fra Marsliden, jeg bliver her nogen Dage til Rikke kommer hjem fra Sygehuset, for hun har vel skrevet at hun har lagt sig ind for Gallesten og er opereret. Hun vil, at jeg ikke skal komme før hun er hjemme igen /
Paa Lørdag skal vi samle alle jeg kender her og lave en lille Fest, ellers har jeg ikke talt med andre end Lage ham mødte jeg uden for en Udstilling af en abstrakt Konstruktivist, det var blodløst, som Lage sagde / Ellers var vi paa Svensk-Fransk og se de abstrakte, Picasso, Leger, Miro, Braug, Klee dem alle + en ny mand ”André Masson”, en Blanding af Asger, Egill, Egills Glød og Asgers Form-sprog, han havde ogsaa et Billede funstændig som Ortvads, hvide Billeder fra sidste Aar, de sam-me Problemer som os, men vi er langt stærkere. En anden Mand ”Eugène de Kermadec” som er Morten, Asger og jeg, men fine smukke Ting, bare at vi er mere konsekvente, vi staar meget stærkt dette er jo det ypperste Franske Kunst har / De andre nævner jeg ikke dem faar du læse om / Kun det af Klee, vel nok det heleste og stærkeste paa Udstillingen /
Du kan ellers tro jeg blev feteret og forkælet paa Saxnäs-gaarden de sidste Dage inden jeg rejste – Kaffe paa Sengen Søndag Morgen, og Fru Ricklund var saa vanvitig rar og god ligesaa Folke Rick-lund /
Jeg har en Del Fotografier jeg byttede med en Mand, Invar Anderson, om primitiv Kunst skal der udgives en Bog og han skal levere alle Fotografierne/
I Wilhelmina lige inden Toget gik til Stockholm, var jeg paa Besøg hos en Musiker Ture Persson, jeg skulde aflevere en Akvarel som Fru Ricklund havde solgt for mig / Han var meget optaget af den, den skulde inspirere ham naar han komponerede / Han vidste ikke at saadant fandtes i Billedkun-sten, men var lykkelig over at genfinde de samme Problemer, han arbejdede med i Musikken, hos os /
Han spillede en Komposition ”En Fjälvandring” og gav mig den / Han benævnede den selv tradis-jonel, et mislykket forsøg i Farver, saa det han gør maa jo være stærkere nu, men det nyere var kun for Orkestre / Jeg nævnede Friesholm og alle de om ham og sagde han sikkert vilde faa Udbyt-te af et Besøg i København / Der skal være en Musik-kongres nu snart og han havde saa smaat tænkt at tage hid / Mærkeligt at finde en Mand saa langt borte i en lille By – beskæftigene sig med samme Problemer som os. Han talte om den nyere Musik som byggede paa Palestrina og Bach /
Her er dejligt Solskin, bare ingen Fjäll, jeg savner dem, de var saa stærke og store, Luften var saa ren / Om jeg kan beholde noget af Storheden i mig til jeg kommer hjem og faar gjort nogen Ting endnu inden Udstillingen, endnu stærkere, jeg er ikke tilfreds med det jeg har, men kan jo heller ikke bedømme det løsrevet fra min Sammenhæng /
Jeg maler Akvareller, Morgen, Middag, Aften, det andet har jeg sendt til Gøteborg, bare Rikke nu ikke tager det stærkeste Billede /
Ricklunds tog et for Opholdet et med stærke frie Broer, det var ikke fuldkomment, men det som var i det var til gengæld meget nyt og stærkt for Ricklund laa hele Fjället i dets Løftninger og Styr-ken /
Kære mine søde Unger
Vipsebarn og Kariunge /
I den store By er Else igen, men her er ikke rart, man kan næsten ikke trække vejret, som i Fjället med den rene Luft / Der var saa smukt / Og spændende var der ogsaa, jeg gik over Myren (det er Mosen), det havde frosset om Natten og der var tydelige Fodspor i den bløde Bund, pludselig siger jeg men har Mennesket, nu gaaet paa Hænder, der var tydeligt Aftryk af fem runde, jeg troede Fingerspidser, saadan det var en Bjørn som havde gaaet der / Jeg hørte Historier om Bjørne der-oppe, de har 1 Mands Forstand og 10 Mands Styrke / Naar de fanger Faar, tager de altid først det med Klokken om Halsen, og saa graver de Klokken og Skindet ned saa ingen kan høre eller se at der har været en Bjørn og ædt deres Faar, og saa gaar Mændene og leder, for de faar kun Erstat-ning for Faaret hvis de kan bevise at Bjørnen har ædt det, og saa bliver der Bjørnejagt. Jeg faar en Frakke med til dig Vipseunge, som har været Rikkes, den er mørk blaa, jeg haaber du klarer dig til da med varme / Stryger du Tøjet fint store Pige, Henning regner dig for at være meget dygtig /
Nu maa I være nøjede med dette for nu gider jeg ikke skrive mere, jeg haaber Vipsetøs finder de to Frimærker jeg nu lægger i til hende /
Saa Kærlig Hilsen fra jeres
Else
alle 3 /
og kys til jer mine Unger /
Hvis i skulde finde paa at skrive, blir det bedst at det bliver til Rikkes Adr. jeg bliver her ikke saa længe /
Skulde der være noget vigtigt el. I har Lyst at skrive nu, bor jeg i Stockholm til og med Tirsdag d. 15 ds.
Adr. Voxendal
Grekfaravägen 19
Ängby
Stokholm
Fakta
PDFDansk
Brevet er dateret oktober 1946 og er en del af en korrespondance mellem Else Alfelt på rejse i Sverige og Carl-Henning Pedersen i Danmark. Brevet der går forud for dette er dateret d. 20. september 1946.
I slutningen af dette brev skriver Else at hun vil være på denne adresse frem til d. 15. oktober.
Brevet er ud fra disse faktorer anslået til at være omkring d. 8. oktober 1946.
Georges Braque
Eugéne de Kermadec
Rikke H.
Egill Jacobsen
Asger Jorn
Paul Klee
Fernand Léger
André Masson
Joan Miró
Erik Ortvad
Pablo Picasso
Emma Ricklund
Folke Ricklund
- Saxnäsgården, Axel Arons Väg 4, Marsfjall
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, arkiv M1.




