Menu

Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv

1952-10-10

Dokumentindhold

Else takker for Carl-Hennings brev og fortæller om opholdet i Malmö, hvor hun sammen med Kari deltog i ferniseringen af udstillingen. Hun beskriver udstillingen som velbesøgt og mener, at Carl-Hennings værker fremstår særligt stærkt i forhold til de øvrige kunstneres. Hun fremhæver især, at mange besøgende er begejstrede for hans billeder. Derimod er der en vis skuffelse over Wifredo Lams bidrag, mens Hulténs værker vurderes som de bedste efter Carl-Hennings. Hun taler om en kunstner ved navn Branner, men det er med stort sandsynlighed Victor Brauner hun refererer til.
Udstillingen i Malmø er med stor sandsynlighed "Imaginsterna 1952" på Malmö Museum oktober 1952. Her udstillede de svenske Imaginster; C.O. Hultén, Gösta Kriland, Max Walter Svanborg og Anders Österlin sammen med de tre internationale gæster: Victor Brauner, Wilfredo Lam og Carl-Henning Pedersen.

Efter ferniseringen rejste Else hjem til København, da Vips og Lasse ventede derhjemme. Hun fortæller om familiens hverdag.
Else beretter også om sociale sammenkomster. Mogensen har været på besøg med rødvin, og de skålede for de fraværende. Familien har desuden været til fødselsdag hos Erik Andresen og Susanne, som blev glade for det brev, Carl-Henning havde sendt.

Kunstnerisk er Else lidt utilfreds med sit eget arbejde og føler, at hun ikke helt får det "store slag" ind i billederne. Samtidig fortæller hun, at Vibeke Alfelt, Lars Åkirke og Mogensen, har indsendt værker til Efterårsudstillingen.

Brevet afsluttes med hverdagsnyt om pæreplukning i bedstefarens og tante Gerdas have.

Transskription

Fredag d. 10/10
Kære Henning / Tak for Brevet, som jeg fik for nogen Dage siden / Vi var i Malmø, Kari var med, det var en pænt besøgt fernisering – og når man går og kigger på det hele ser det rigtig pænt ud. Du er nu så strålende i Forhold til de andre, at det bliver lidt svært at bedømme dem, men de er alle lykkelige over at dine Ting er der og at de er så gode – Wifredo Lam er de lidt skuffede over, jeg havde nu også ventet mig mere men der er alligevel noget mærkeligt i hans fire Billeder, derimod synes jeg ikke om Branner / Du hænger det smukkeste du nogensinde har hængt, og de andre siger også, det er noget andet end da han hang på Rådhuset, du og Hulte deler den største Sal og lyste, hans Billeder er de bedste efter dine / en blanding af Corneille og Asger, virker fine /
Så var der Fest om Aftenen, men Vips og Lasse ventede jo hjemme og Kari var med så jeg tog til København igen da Ferniseringen var overstået /
Vi har fået Fløjelsbukser til Kari – blå, på Vesterbrogade \ i Sverige var ingen – for store el de var for små / I går var vi ude at købe en Cotton Coat til hende, hun måtte jo have en Frakke og med Jakken under er det varmt nok til Vinter – Hun er meget stolt, den er rød og grålig så hun kan vende den efter Lyst –
I øjeblikket er vores Dame i ”Den vige Verden”, hun var så sær, det var Regnestykker der plagede hende, så jeg sagde hun skulde gå derind og få noget andet at tænke på – Mogensen var her i Går Aftes og han fik Årstiderne og Kataloget fra Malmø som han vilde sende dig som Tryksag – Han havde Rødvin med og jeg havde Steg, Svampe og Æblekage, vi skålede for de fraværende – I Onsdags var vi hos Erik A. – til Susannes Fødselsdag, de var glade for Brevet du havde sendt – Har jeg skrevet at Vips, Lasse og Mogensen nu har afleveret til Efterårsudst / Jeg er lige holdt op at male for i Dag, det er helt mørkt nu / og den elektriske Ovn har vi tændt hele Dagen hvor mange grader er det varmt, nede hos dig /-
Jeg synes ikke rigtig jeg kan få det store slag, ind i mine Billeder – men det er nu også svært at se dem herhjemme – I Søndags var vi i Bedstefars og Tante Gerdas Have og plukke Pærer, jeg har endnu ikke haft tid til at sylte dem – men går i Gang nu jeg er færdig med dit Brev /
Nu kærlige Hilsener fra Else og Kari jeg har sagt hun skal skrive, men om hvad siger hun

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Brevet er dateret til d. 10/10.
Årstallet er ikke beskrevet, men brevet indgår tydeligvis i korrespondancen mellem Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen, under hans rejse i Italien og Frankrig i 1952.

København, Danmark
Frankrig, Sydfrankrig

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1