Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1953-04-17
Afsender
Lars Åkirke
Modtager
Else Alfelt, Kari-Nina Pedersen, Carl-Henning Pedersen
Dokumentindhold
Lars fortæller begejstret, at det ser ud til, at de har fundet det helt rigtige sted at bo. De skal dagen efter mødes med kaptajn Graversen for at underskrive kontrakten. Hr. og fru Graversen beskrives som velhavende, venlige og forstående mennesker.
Aftalen om huset er særligt fordelagtig, fordi de ikke skal betale husleje. I stedet skal de udføre lidt arbejde, blandt andet maling og jordbærplukning, svarende til mindre end tre ugers arbejde. Lars fortæller, at de var nervøse for at tale om økonomien, men at Graversen tilsyneladende forstod deres situation og tog hensyn til den.
Huset ligger idyllisk og afsides, tæt ved både skov og hovedgård, præcis som de havde drømt om. De glæder sig meget til at flytte ind og til at se Else, Henning og Kari igen.
Lars skriver kærligt, at han beder om Vipses hjerte og lover at behandle det godt for altid.
Brevet afsluttes med påmindelse om, at de gerne vil besøge dem "deroppe", hvis der er plads. Der henvises med al sandsynlighed til, familien på dette tidspunkt opholder i Skagen.
Transskription
17/4 53
Kære Else. Henning og Kari
Så ser det udtil at vi har fået det hel rigtige sted at bo – i morgen skal vi hen og underskrive kontrakten hos Kaptajn Graversen, og tale on de ting der kan være at ordne ved den sag – Hr. og Fru Graversen er begge søde og flinke mennesker at tale med – Det jeg kan huske af den sidste samtale, var at vi ikke skulle betale husleje, men istedenfor skulle vi male lidt og plukke jordbær i alt bliver det ikke 3 ugers arbejde, vi var lidt urolig, da vi skulle tale om huslejen, men han forstod – uden at det kom på banen, at økonomien ikke var vores stærke side – jeg var da også klare over, at enten ville han have så meget i leje af Huset – at vi ikke kunne betale det, eller også ville han ikke tage hensyn til den side af sagen – Som Vips har skrevet til jer er han rig, så det besvær med at modtage huslege passer ham ikke tror jeg
Huset vi skal bo i er i god stand ligger for sig selv 500 m fra Hovedegård – og 100 m fra Skoven og 150-200 m fra landevejen – Det er lige det vi har drømt Den tegning er godnok som Vipse-pigen har lavet godt er det for os – det hel rigtig sted at bo – vi glæder os vanvittigt meget til at flytte ind kan i tro – og til at se jer igen alle tre.
Ja, så er der jo det med de papirer som vi sender jer, Vipsen siger herinde, at jeg skal be jer om hendes hjærte – så det gør jeg så, og jeg skal love jer at behandle det smukt og godt – for altid men nu håber jeg at i har det godt alle tre i Lærkereden – Vipse og jeg har det dejligt og godt, vi er jo spændt på at høre fra jer om i har plads til os der oppe.
Kærlig hilsen til jer alle tre
Fra Lars og Vipse

