Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv
1953-03-12
Afsender
Carl-Henning Pedersen
Modtager
Else Alfelt
Dokumentindhold
Carl-Henning skriver til Else på Lysebu og fortæller om hverdagen hjemme i København sammen med Kari. Han takker for Elses brev og glæder sig over beskrivelserne af det gode vejr i Norge.
Kari er optaget af skolearbejde og har fri på kongens fødselsdag. Hun er samtidig i gang med at bygge en detaljeret model af en bindingsværksgård med køer, gæs og andre dyr. Familien overvejer også hendes kommende skolegang, og de er enige om, at hun helst skal fortsætte på Katrinedal Skole.
Carl-Henning orienterer Else om forskellige praktiske forhold. Der er kommet en invitation fra Kunstcirklen i Herning, som ønsker et mindre billede af hende til en udstilling. Han beder hende igen sende en ny fuldmagt, da han har modtaget en postanvisning fra arkitekt B. Mogensen, som står i hendes navn.
Fra kunstlivet fortæller han, at han har modtaget et brev fra kunsthistorikeren Stein, som spørger til Elses inspiration fra de schweiziske bjerge. Han har også fået en hilsen fra Corneille, der har udstilling i Paris.
Carl-Henning har besøgt flere udstillinger, men er ikke begejstret for Raoul Dufy-udstillingen på Glyptoteket, mens han finder Harald Leths udstilling både velkendt og smuk. Han planlægger også at se Marinis udstilling.
Derudover fortæller han om kulturelle oplevelser, blandt andet en italiensk film (Vulcano), som han ikke synes meget om, selv om billederne af øen fascinerede ham. Han har også været på besøg hos Henry Heerup og Mille, som sender hilsner.
Brevet afsluttes med varme hilsner til Else og håbet om, at hun får arbejdet godt med sine malerier på Lysebu.
Transskription
Torsdag 12/3 1953
Kære Else på Lysebu
Tak for det smukke vejr i søndags. Det var dejligt at læse om. Her skifter vejret også – men der bliver ingen oplevelser ud af det. Kari havde fri i går fra skole – Kongens fødselsdag – og er gået i gang med en ny bondegaard – en sød bindingsværksgaard med køer og gæs – og mange bekymringer over om det er nødvendigt at have høns – for hvordan skal hun lave dem – gæssene er en masse gæslingeknopper som hun havde med hjem fra Vipse i søndags. Der kom i går brev til dig og Lasse om at sende et lille billede til Kunstcirklen i Herning. Lasses brev sendte jeg videre – og jeg har set – men herhjemme har du ikke noget lille billede der egner sig – så jeg må nok i gang med det loft ude hos Dahlman O. Billedet skal være i Herning inden d. 20. dec.
Og så bliver du nødt til at sende mig en ny fuldmagt – jeg har fået en postanvisning fra ark. B. Mogensen. Bare skriv den kort. De har den alligevel på postkontoret – de siger den skal følge postanvisningen.
Her medfølger et brev der er kommet nu til morgen fra Kunsthistoriker Stein om du har malt eller er blevet inspireret af bjærge i Schweitz. Som du kan svare på. Jeg har også fået en hilsen fra Corneille, der har åbent en udstilling i Paris. Dufy udstillingen på Glyptoteket synes jeg ikke om. Dog havde han nogle få meget tidlige billeder med – som var pæne. Alt det andet var noget værre møj – synes jeg. Leths udstilling i Kunstforeningen var som vi kender ham – små, men meget pæne billeder. På fredag, har jeg fået tilsendt ferniseringskort til italieneren Marini’s udstilling på museet. Fra min broder i Esbjærg har vi fået sendt en indbydelse til konfirmation af hans ældste datter – Evelyn – jeg har svaret hjertelig tak – men vi kan desværre ikke komme. Såvidt jeg husker var der ingen abstrakte med i Bergen – men ellers de sædvanlige – kedelige.
I går aftes var jeg henne i Rialto og se den italienske film Vulcano – desværre var det noget møj. Den havde omtrent samme handling som Stromboli – det var ikke til at holde ud at se – men alligevel var jeg dog en tur i Italien og de få billeder af øen var også meget sjov at se.
Bille har jeg ikke set. Fik du pengene til ham? Kari har fået en blanket hjem fra skole – om hun vil i mellemskole – og på hvilken skole hun vil gå på. Vi er blevet enige om at hun selvfølgelig vil gå på Katrinedal– men man skal på blanketten skrive to andre skoler – hvis der ikke er plads på den første. Så vi skriver som nr. 2. Rakkelskolen – den ligger henne i Rakkelsalle og som nr. 3. Ny Carlsbergvejens skole.
Nu de kærligste hilsner fra os begge to
din Henning og Kari
Fakta
PDFDansk
Erik Andreasen
Ejler Bille
Robert Dahlmann Olsen
Raoul Dufy
Ib Geertsen
Henry Heerup
Mille Heerup
Harald Leth
Marino Marini
Børge Mogensen
Kari-Nina Pedersen
Guillaume Cornelis van Beverloo
Erik Zahle
Lars Åkirke
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.

