Menu

Else Alfelt og Carl-Henning Pedersens arkiv

1953-03-20

Afsender

Else Alfelt

Dokumentindhold

Brevet er skrevet af Else fra Lysebu i Norge i marts 1953. Hun sender nogle praktiske dokumenter hjem, blandt andet fuldmagter og en stemmeseddel, som hun beder Henning om at håndtere fra København.

Else fortæller, at hun er blevet syg med noget, der ligner influenza. Hun har tilbragt hele dagen i sengen med hoste, nysen og rygsmerter. Hun beskriver, hvordan hun ligger og følger grantræerne uden for vinduet og deres skiftende farver gennem dagen, og hvordan frisk luft hjælper på velbefindendet.

Hun oplever stor omsorg fra de andre på Lysebu. De kommer med appelsiner, læsestof og medicin, og husmoderen har anbefalet nogle stærke tabletter, som angiveligt kan forkorte sygdomsforløbet.

Else fortæller også, at hun har skrevet til Lasse på hans fødselsdag og sendt ham 5 danske kroner som gave. Økonomien er lidt stram. Hun spørger Henning, om det er muligt at sende hende penge, da hun gerne vil købe en smuk norsk trøje til Kari. Hun fortæller samtidig, at hun kun har 2 norske kroner og lidt småpenge tilbage.

Transskription

Lysebu Fredag Morgen
(Marts 53 tilføjet med CHPs skrift)

Kære mine to, Kari og Henning –
Her er Fuldmagter, jeg forstår ikke jeg glemte at sende dem med, og Stemmesedlen er her også /
Det er bedst at sende den fra København, vil du ordne det Henning – Jeg har det skidt, lå i Sengen hele Dagen i Går, hoster, nyser og har ondt i Ryggen – men når bare jeg er her, går det vel over, sådant skal jo have sin Tid – Jeg ligger og ser hvordan Granerne udenfor mit Vindue skifter Farve i Dagens Løb – I Dag beder jeg Husmor om nogen stærke Tabletter hun fortalte om i Går, hun siger de kan gøre det af med en Influensa på nogen Dage – Nu har jeg været oppe og vaske mig og børste Tænder, det hjalp, så bliver det mere udholdeligt at ligge så skal jeg have Vinduerne op, det hjælper med frisk Luft – De er søde allesammen til at komme med Appelsiner, noget at læse i, Tab-letter. Jeg sendte Brev til Lasse og Vipse på hans Fødselsdag – Lasse sendte jeg 5 Kr som jeg havde i danske Penge / Jeg ved ikke hvordan det kunde ordnes med at sende Penge herop til mig, det skul-le være en dansk 100 Kr seddel, for jeg vilde gerne købe en smuk Trøje til Kari’na, send mig hendes Ærmelængde, invendig på Armen / Og måske 1 til mig også – men hun trænger og de er jo langt smukkere her end hjemme, jeg har jo bare lidt igen – men det behøver ikke være før I synes i kan finde en Måde, Jeg har Penge til en Trøje, men ud over det kun 2 norske Kroner / og lidt småt – Nu slutter jeg for nu er jeg træt, hav det nu godt begge to og kærlige Hilsener fra jeres Else
Som kan sende Kys til jer for det går jo på Afstand, selv om jeg er forkølet –

Fakta

PDF
Brev

Brevet er skrevet fredag morgen, marts 1953.
Else Alfelt er syg og henviser til et tidligere brev, som hun også skrev mens hun var syg, og hvor hun glemte at sende fuldmagter. Brevet der henvises til er skrevet to dage tidligere og det er mest sandsynligt at nærværende brev er skrevet fredag d. 20. marts.

Norge, Lysebu
Danmark
Vibeke Alfelt
Lars Åkirke

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Arkiv M1.